Kan man med god samvittighed både udvikle og afvikle?

Nyt fra mit arbejde med lokalpolitik – 18. Maj 2016

Foredrag “kvalitet i dagtilbud”
Jeg er netop kommet hjem fra et interessant foredrag med den engelske forsker Brenda Taggart. Hun har gennem 17 år forsket i betydningen af kvalitet i dagtilbud for 3 – 5 årige. Helt tydelige resultater viser, at høj kvalitet i dagtilbud har enorm betydning for børns evne til at lære at læse, regne og ikke mindst begå sig godt socialt, hele vejen op gennem skoletiden.
Samtlige ansatte i daginstitutioner/dagplejere i Herning Kommune var inviteret til foredraget og mere end 500 ansatte havde takket ja til at deltage. For mig som politiker, gav det stof til eftertanke og bekræfter mig i hvor vigtigt det er at vi har fokus på de mindste borgere i kommunen, så de får de bedste startbetingelser for at klare sig godt i skolen og resten af livet.

Årets kulturpris i Herning Kommune
Umiddelbart inden byrådsmødet i aftes, var der overrækkelse af årets kulturpris. Siden 1990 har Herning Kommune hvert år uddelt kulturprisen som en anerkendelse til borgere, som har udvist et helt særligt engagement og ydet en helt særlig indsats for kulturen i kommunen.
Kulturprisen gik i år til Niels Overgaard der er “bidt af Jazz” og ligger et stort arbejde i at fremme kendskab til jazz. Ligesom Niels b.la. Er formanden for foreningen som arrangerer Jazz på Fermaten og bruges som anerkendt jurymedlem inden for jazzgenren. Stort tillykke med prisen til Niels Overgaard.

Byrådsmøde den 18. Maj
På trods af i alt 39 sager på dagsordenen, blev byrådsmødet ikke en lang affære. En stor del af de mange sager vedrørte lokal- og kommuneplaner, som alle har til formål at planlægge både privat- og kommunalt byggeri, placering af rekreative områder samt tilladelse til et alternativ energiprojekt. Kort og meget godt – det er en driftig kommune vi bor i!

Kan vi – i kommunen – sikre os mod skatteunddragere?
SF havde stillet forslag om at pålægge kommunen at undgå at handle med eller investere i selskaber eller virksomheder der benytter eller bidrager til skatteunddragelse. Dette forslag gav en lang debat i byrådssalen. Alle var enige om at skattesnyd skal undgåes. Men hvordan man vi som kommune sikre os mod et fænomen, som selv told og skat ikke magter at sikre sig mod? Forslaget blev i den stillede form afvist, men der ses på mulighederne for at indarbejde hensigten – at undgå skatteunddrager – i kommunens finansielle politik.

Vil kommunes indbyggertal stige med 10,4% over de kommende 15 år?
Et punkt på dagsordenen var en revideret befolkningsprognose. Prognosen anslår at kommunen over de kommende 15 år vil få 10,4% flere indbyggere og bruges bl.a. til at give en pejling af pladsbehovet  i daginstitutioner, på skoler, plejehjem etc. i årene frem. Ligeledes har befolkningsprognosen stor betydning for kommunens indtægter og udgifter. Er du interesseret i at se en prognose over hvor hurtig din by vokser, kan du finde befolkningsprognosen her: politik.herning.dk

Flere billigere boliger i Herning Kommune
På vores budget konference i april blev det besluttet at arbejde for at sikre flere billigere boliger i kommunen, bl.a. gennem kvoter til boligforeninger. Der er behov for flere ungdomsboliger, seniorboliger, og ikke mindst boliger til folk med særlige behov. Boliger af fornuftig kvalitet og til lav pris, hvor det er muligt at bo selv med meget lav indkomst. Geografisk vil vi forsøge at sikre en fornuftig spredning af de forskellige boligtyper over hele kommunen. Ovenstående beslutning er blevet beskrevet som en målsætning om en bred boligpakke. Konkrete planer for forskellige boligtyper kommer på de følgende byrådsmøder i løbet af sommeren.

– og så til noget som ikke var på dagsordenen men et spørgsmål som jeg ved fylder hos mange mennesker…

Kan man med god samvittighed både udvikle og afvikle?
Besparelser på handicapområdet som blev besluttet i 2015, og som i disse dage føres ud i livet tiltrækker sig selvfølgelig opmærksomhed fra berørte borgere. Det afføder også Facebook bemærkninger, bl.a…. “Men de har heldigvis råd til ny belægning i gågaden til X antal millioner….” skrev en af mine venner på Facebook.
Jeg forstår godt det kan undre – tager man bare med den ene hånd og giver med den anden…?
Nej, det vil jeg forsøge at forklare. Helt simpelt kan man sige at en kommunes årlige budget består af to poser penge. Én til drift (plejehjem, skoler, institutioner, lønninger e.t.c.) og én til anlæg (nybyggeri, anlæg af nye veje, belægning etc.). De to posers indhold kan og må ikke på nogen måde blandes eller lånes fra den ene til den anden. I så fald vil vi som kommune blive straffet økonomisk af finansministeriet.
Gennem de seneste år (under krisen) har både den nuværende og forrige regering givet et forhøjet anlægstilskud, for at opretholde arbejdspladser og give mulighed for bl.a. erstatningsbyggeri af plejehjem, skoler og institutioner. Altså flere kroner i anlægsposen, noget som vi i høj grad i Herning har nydt godt af. Hvor meget der skal fyldes i de to poser de kommende år, skal der forhandles om i løbet af sommeren. Forhandlingerne foregår mellem KL (kommunernes Landsforening) og regeringen.
Og P.S. Kloakrørene i Hernings gågade er totalt udtjente, så hvis ikke kloakvandet skulle sive under huse og veje var der ingen vej tilbage – og pengene hertil, ja – de er taget op ad ”anlægsposen”. Håber ovenstående gav lidt klarhed over prioriteringerne.

Det var alt for denne gang

De bedste forårshilsner fra
Anne Mette Bang Rasmussen