I nogle uger fylder politik mere i mit liv end i andre…

De seneste to uger har ikke levnet plads til meget andet end politiske møder. Ikke mindst fordi vores V-borgmester Lars Krarup i sidste uge meldte ud at han ikke ønsker at genopstille til kommunalvalget i 2021, efter ang, god og dygtig tjeneste for Herning Kommune. Da nyheden lige havde bundfældet sig, blev vi i Venstregruppen enige om at pege på en mulig efterfølger: Dorte West, som vi vil indstille til valg af spidskandidat, som vælges mellem Venstres medlemmer i Herning 29. September. Her har alle Venstres medlemmer både mulighed for at stille op til valget og også afgive stemme på de der måtte opstille. Jeg ønsker Dorte held og lykke til valget af spidskandidat. På mit køns, gruppens og Dortes vegne håber jeg vi kan komme i mål med at få hende valgt som den første kvindelige borgmester i Herning til kommunalvalget i 2021.

Ellers har vi i byrådet brugt mandag og tirsdag i denne uge på vores årlige budgetkonference. Her har vi fået belyst behov og ønsker til budgetterne i de kommende 4 år. Alt fra hvor de næste byggegrunde skal udstykkes rundt i kommunen, hvor vejnettet er belastet, om hvilke tanker der er tænkt i landsbytænketanken så det kan blive mere attraktiv at bosætte sig i vores landsbyer, hvor der er behov for nye daginstitutioner og hvordan vi frigør mere tid for at pædagogerne kan være mest mulig sammen med børnene.

Næste års økonomi blev også grundigt belyst på konferencen, og med et positivt resultat af forhandlingerne om udligningsreformen, kan vi se frem til fremtidig bedre balance på beskæftigelsesområdet og ud over det have lidt penge at gøre med på andre områder. Dog bør disse ekstra midler behandles med omtanke. Vi kender endnu ikke det endelige omfang af vores COVID-19 udgifter, og om vi også fremadrettet kan få det hele dækket af staten.
Budgettet forhandles i de kommende uger mellem borgmesteren og vi 8 gruppeformænd, som stod bag sidste års budgetforlig. Jeg ser frem til at kunne sende dig et nyhedsbrev om resultatet af vores budgetforhandlinger når disse er afsluttet sidst i september.

Tirsdag aften afholdt vi  byrådsmøde i byrådssalen (dejligt at være tilbage efter en lang periode med skype møder). Der var 23 punkter på dagsordenen. Du kan se hele dagsordenen her:

Kort fra byrådsmødet:

Ligestilling – hvordan ser det ud hos os i kommunen?
Hvert 2 år – og efterfølgende nu hvert 3. år, skal vi i kommunen udarbejde en redegørelse for hvordan det står til med ligestillingen blandt kommunens ansatte. Vi har som målsætning at vi altid vil ansætte den mest kompetente, men har fokus på kønsfordeling når det f.eks. gælder lønudvikling og sammensætning af arbejdsteams. Vi har rigtig mange ansat i til omsorgsarbejde og her er det i høj grad kvinder som vælger denne uddannelse. Så her arbejder vi på at gøre positivt opmærksom på ”mønsterbrydere” f.eks. mandlige plejere, så flere mænd evt. kan få øjnene op for dette mulige karrierevalg.
 
Midtvejsregulering – hvad er det?

Som navnet antyder er det en regulering af vores statstilskud som sker midt i regnskabsåret. Det er en helt normal procedure, som i år er faldet godt ud til fordel for Herning Kommune, da vi i alt får tildelt 117 mio. De fleste af disse mange millioner går til budgettet på beskæftigelsesområdet til forsikrede ledige og borgere på overførselsindkomst. Vi har været underkompenseret fra staten på området gennem flere år, og haft et stort minus på området. Så det er med stor tilfredshed at kompensationen er blevet mere jævnt fordelt efter udligningsaftalen blev indgået tidligere på året. I midtvejsreguleringen er der også en pulje til generel løft af folkeskolen, i alt 4,75 mio. – mere om hvordan vi prioriterer disse penge i et senere punkt.

Ekstraordinær midtvejsregulering pga. COVID-19
I de 117 mio. er der også indregnet de ekstraudgifter vi har haft i forbindelse med COVID-19. Her har vi modtaget 20,6 mio. Vi har yderligere modtaget ekstraordinære tilskud til dagsture for plejehjemsbeboere og beboere på botilbud, ligesom vi har modtaget midler til sommeraktiviteter for børn og unge. Alt sammen med det sigte at styrke det sociale samvær som har været meget savnet under Covid19. Vær opmærksom på at det kun er ekstraudgifterne for COVID19 det første halve år!

Digitale skilte til centerbyerne (Kibæk, Sdr. Felding, Aulum, Vildbjerg og Sunds)
Hvis centerbyerne ønsker det kan der opsættes et digitalt skilt hvor den enkelte bys events- og kulturtilbud kan markedsføres. Skiltene må ikke bruges til produkt- eller virksomhedsreklame.
Der er afsat 120.000,- til indkøb af skilt, 35.000,- til fundament og et årligt driftstilskud på 50.000,- til hver by. Da vi behandlede sagen i økonomiudvalget havde Sunds, Aulum og Vildbjerg sagt ja tak til tilbuddet og siden har Kibæk også sagt et stort ja tak til at få digitalt skilt.
I perioder hvor der ikke er events at markedsføre for den enkelte by, vil det være større arrangementer i Herning eller omegn som markedsføres.

YES! Flere penge til folkeskolerne
Som nævnt tidligere er der indgået landspolitisk aftale om et generelt løft til folkeskolen.
Det betyder at vi modtager 4.75 mio. ekstra i år stigende til 10 mio. ekstra i 2023.
Vi er blevet enige om at de 4,75 mio. skal gå målrettet til en øget ordblinde-indsats, nu og i årene frem, da vi simpelthen ikke gør det godt nok på området. Nu får vi mulighed for at tilføre ressourcer som bl.a. vil betyde at vi kan ansætte i alt 12 lærere på vores ”overbygningsskoler” for at styrke læse- og ordblindeindsatsen. Læs evt. mere under pkt. 172 om hvordan disse 12 lærere også skal styrke indsatsen på vores mindre skoler som vi kalder ”fødeskoler”.

… og hvad bruger jeg ellers tiden på?

Borgermøde om byfornyelse i Kibæk
Over de kommende 5 år er der afsat 6,5 mio. til byfornyelse i Kibæk. I aftes deltog jeg i et borgermøde om processen hvor de mange fremmødte blev bedt om at komme med input, opmærksomhedspunkter og idéer til byfornyelsen. Både på selve mødet, men også skriftligt eller som aktiv deltager i en af de tre idégrupper som skal arbejde med

  • Byidentitet – branding/ historiefortælling og fællesskaber
  • Grøn plan – sundhed og bevægelse for livet
  • Gentænk bymidten– nyt torv og bymiljø omkring Stationspladsen

Du kan læse meget mere om byfornyelses projekterne her:

Arbejdet med en evt. Nationalpark Skjern Å
Som eneste repræsentant for Herning Kommune sidder jeg med i Nationalpark Skjern Å udvalget i Ringkøbing Skjern kommune. Vi er ved at være ved vejs ende i en lang møderække med lodsejere langs Skjern Å for at afveje interessen for en Nationalpark. I sidste uge havde jeg møde med Lodsejerne i Søby som ikke som sådan er modstandere af en Nationalpark, men de ønsker på den anden side heller ikke at deres allerede fredede arealer kommer til at indgå. Søbyområdet er stadig i risiko-zonen for nye skred og en udsigt til mere færdsel i området skaber bekymring hos ejerne, da besøgende ikke altid er flinke til at holde sig inden for de sikre og afmærkede områder.
Og hvordan ser det samlede billede så ud i arbejdet med Nationalpark Skjern Å? Kan det blive til noget? – bliver jeg ofte spurgt. Ja, tilkendegivelserne kan nærmest opdeles i tredjedele: 1/3 synes godt om at være med i en nationalpark, 1/3 ønsker at vide mere før de siger endelig ja eller nej og 1/3 siger klart nej tak.
I min verden skal en nationalpark hænge sammen i et område, så nu skal vi se på i hvilket område det kan lade sig gøre at skabe sammenhæng, ud fra de foreløbige klare tilkendegivelser. Dette skal vi i den kommende tid arbejde med i Nationalparkudvalget.

Det blev alt for denne gang – ikke kort men langt nyt kan man sige…
Hvis du læste med helt til enden så tak for din tid. Jeg skriver igen når budgettet er landet.


De bedste hilsner
Anne Mette Bang Rasmussen
Herning Byråd (V)