2. behandling af budget 2019 – og lidt mere…

Tirsdagens byrådsmøde havde 17 punkter på dagsordenen. Du kan se den samlede dagsorden her:

Løsgængere bliver i Byrådet

Under det 1. Punkt som altid er en samling af cirkulæreskrivelser og orienteringssager blev vi officielt orienteret om at Lone Nielsen og Anne Marie Christensen har valgt at trække sig fra den socialdemokratiske gruppe og blive løsgængere.

Dette fik Tommy Tønning (A) til at rejse sig og appellere til at de to løsgængere helt forlader byrådet og lader 2 socialdemokratiske suppleanter træde ind i Byrådet.

Dette begrundet med at de to løsgængere nu sidder med deres tilsammen på knap 1300 personlige stemmer. Ved det seneste valg ”kostede” et mandat ca. 1600 stemmer dermed et det nu ca. 1900 socialdemokratiske listestemmer som er gået til de to løsgængere.

I Venstre bakkede vi op om det socialdemokratiske ønske om at Lone Nielsen og Anne Marie Christensen burde give plads til suppleanterne, i respekt for det parti de for mindre end et år siden stillede op for.

Vi har i Venstre en intern spilleregel at HVIS en i Venstregruppen ikke længere kan se sig selv i byrådsgruppen og partiet, skal man trække sig helt fra Byrådet og overlade pladsen til 1. suppleanten. Det synes vi er mest troværdigt og af respekt for de stemmer som reelt blev givet til en Venstre kandidat.

Apellen prellede dog af på de to løsgængere, som valgte at blive siddende i Byrådet.

 

2. behandling af budgettet for 2019

I mit seneste nyhedsbrev beskrev jeg indholdet i budgettet for 2019, som vi vedtog den 18. september. Et budget som spænder bredt, og er et synligt resultat af opbakning fra samtlige partier, der hver har sat tydelige politiske aftryk. På aftenens byrådsmøde var der 2. behandling af budgettet. Da der siden budgetvedtagelsen er kommet to løsgængere til i byrådet, blev vi under budgetpunktet også forelagt deres budget.

Det er på driftsområdet at de store forskelle viser sig mellem budgetterne. De to løsgængere ønsker at udvide driftsrammer og fjerne tidligere års vedtagne effektiviseringer. Egentlig meget sympatisk, for det vil jo alt sammen umiddelbart i sidste ende komme borgere til gode, da de vil fordele pengene på Social- og sundhedsområdet samt på daginstitutioner og skoler. Men hvor vil de finde økonomien hertil?

Løsgængerne vil finansiere budgetløftet på velfærdsområderne ved at skære på beskæftigelsesområdet. Allerede fra 2019 vil de tage 40 mio. fra området. Vel at mærke fra et område som allerede ved årets start har et underskud på 30 mio. Altså skal de skære 70 mio. på blot et år! Det skal siges at de så vil reinvestere 10 mio. på at få unge i beskæftigelse, men 60 mio. er rigtig meget at fjerne fra et område på en gang, og tro man kan gøre det allerede om 3 måneder, uden at være helt konkret og uden at fremvise beregninger på hvordan, er I min verden at sælge skindet inden bjørnen er skudt.

I forligspartierne budget er vi mere forsigtige. Vi ønsker ikke at skabe unødig usikkerhed med “yo-yo” politik, altså først at overføre penge “på papiret” med risiko for efterfølgende at skulle spare dem væk igen, hvis pengene så alligevel ikke kan findes i den virkelige verden.

Vi ved at beskæftigelsesområdet allerede har et “hul” på 30 mio der skal dækkes. Det vil sige først skal vi beskære budgettet med 30 mio.
Når vi har dækket det “hul” forsøger vi at nedbringe budgettet yderligere med 25 mio. ekstra fra 2020. Lykkes det har vi i forligskredsen forpligtet hinanden på, at flytte og fordele pengene på velfærdsområderne.

Sagt helt forenklet vi vil være sikker på at ”bjørnen er nedlagt og pelset, inden vi bruger indtægten fra pelsen”. Det og andre forskelle mellem forligsgruppens budget og løsgængernes budget gav en lang debat i byrådssalen. Efter endt debat, indimellem med lidt bølger på, kunne Borgmesteren konkludere at der stadig var en enig forligskreds bag budgettet for 2019, og dermed blev budgettet endelig vedtaget.

 

Flere planer fra Byplan

Til behandling på mødet var også 5 sager fra byplan. Bl.a. med forslag om ændring af lokalplan ved Dalgashus så det også kan rumme restaurant, og derved øge muligheden for at udleje tomme lokaler.

 

Kulturfabrikken flytter til Godsbanevej

I forbindelse med at Kulturfabrikken flytter til Godsbanevej, har vi i et tidligere budgetår afsat økonomi til flytning og reetablering af Kulturfabrikken. 750.000 blev frigivet på byrådsmødet, så planlægningen af den nye indretning kan påbegyndes. Kulturfabrikken har haft en positiv udvikling gennem deres 4 leveår og er et populært opholdssted for børn og unge, som ikke lige er til de mest almindelig fritidsinteresser som fodbold, håndbold eller gymnastik, men i stedet brænder for forskellige former for street-aktiviteter.

 

10. klasse i Herning Kommune flytter til Erhvervsskolen

I forbindelse med det netop vedtagne budget, godkendte vi en driftsoverenskomst mellem Herning Kommune og Herning Erhvervsskole. En række kommuner har haft god succes med at omlægge 10. Klasse så skoleåret reelt fungere som starten på en ungdomsuddannelse. Målet er bl.a. at få flere unge til at få øjnene op for de erhvervsfaglige uddannelser.

Ændringen af 10. Klasse sker pr. 1 august 2019.

 

 

 

 

Motorvejshuller er en fælles sag

Motorveje Så fik vi i weekenden indviet den sidste del af Holstebromotorvejen til glæde for ikke mindst de mange pendlere mellem Herning og Holstebro.

Et af de største og hurtigst anlagte motorvejsprojekter i danmarkshistorien er dermed tilendebragt, men desværre på ingen måde færdiggjort.

I vores optik er motorvejen først færdig­etableret, når de to motorvejshuller nordøst og sydvest om Herning er udbygget til motorvej.

Lad os derfor gøre fælles sag – Herning og Holstebro – og sammen lægge et afgørende pres på de landspolitiske beslutningstagere for at få tilvejebragt den nødvendige beslutning. Lad os vise, hvordan vi kan samarbejde til fælles gavn. Lad os vise, at når Herning og Holstebro står sammen, så er vi ikke til at komme udenom.

Som henholdsvis 1. viceborgmester i Herning Byråd og folketingskandidat i Vestjyllands Storkreds vil vi gerne opfordre alle politikere på tværs af kommunegrænsen til at samarbejde om denne sag. Og lad det samtidig blive kimen til, at vi i højere grad finder fælles fodslag i de afgørende sager til gavn for borgerne i vores to kommuner. Motorvejen binder os tættere sammen. Det skal vi udnytte til fælles bedste.

Tydelige aftryk fra samtlige partier

Læserbrev i Herning Folkeblad 4.10.2018:

Ovenpå budgetforliget for 2019 har to byrådsmedlemmer valgt at springe ud af deres gruppe og blive løsgængere. Begrundelsen er at de ikke kan se sig selv i budgetforliget. Dette spring får umiddelbart meget opmærksomhed. Jeg vil opfordre til at få fokus tilbage på at vi har et fuldt forsvarligt finansieret budgetforlig for 2019, som de resterende 29 medlemmer af byrådet bakker op om. 

Det er nemlig både et stærkt og godt budget vi har tiltrådt. Et budget som spænder bredt, og som er et synligt resultat af bred opbakning fra samtlige partier i byrådet, der vel at mærke hver har fået sat tydelige aftryk.

Jeg tillader mig at opremse nogle af budgettets styrker: flere pædagoger i overgang fra børnehave til skolestart, ekstraordinær og styrket indsats for tosprogede børn, efteruddannelse af lærere, sundhedssamtaler, styrket indsats for unge talenter og nye rammer hertil, lokaleoptimering, ny 10. klasses tilbud med erhvervssigte, hurtigere afklaring for kronisk syge, styrket indsats for at få ledige unge i arbejde, finansiering af ny varmestuebyggeri og øget drift til natåbning, udvikling af nye boligområder, forskønnelsesmidler til center- og landsbyer, istandsættelser af cykelstier og hurtigere byggesagsbehandling til et erhvervsliv i vækst. 

Jeg har knap 5 års erfaring som byrådspolitiker. Jeg har oplevet at med bredt samarbejde skaber vi det bedste arbejdsklima i de politiske udvalg, og som naturlig følge heraf de bedste resultater for kommunen.

Derfor er mit fokus er på at vi er 29 i byrådet som er enige om at trække i samme retning. Jeg ved at et stærkt samarbejde er grundstenene som både sikrer forsvarlig drift og udvikling i vores kommune

 

Blækket er nu tørt på Herning Kommunes budgetforlig for 2019

Her i en lidt sen nattetime, efter en lang dag med budgetforhandlinger, byrådsmøde og budgetforhandlinger igen efter byrådsmødet, er det dejligt at kunne skrive dette nyhedsbrev.

Vi kom i mål med budgettet for 2019 – og alle partier i byrådet står bag. Det skaber det bedste samarbejdsklima i året der kommer, og sætter fælles mål, så det er jeg super glad for.

 

Men hvad er egentlig vigtigt for Venstre og hvad kom vi så i mål med?
Som altid arbejder vi for at lande et ansvarligt budget, så vi har økonomi til at løse vores driftsopgaver – for det skal vi kunne. Med balance mellem indtægter og udgifter. Samtidig arbejder vi også for at sikre et budget som gør det muligt at udvikle og fremtidssikre kommunen – for det er bestemt også vigtigt

 

Herunder kan du læse mere om nogle af de prioriteringer vi har haft i Venstre.
For overskuelighedens skyld er der sat overskrifter på, så du hurtigt kan danne et overblik.

 

Ny skole i Herning midtby
Det er vigtigt for os at udvikle folkeskolen. Både på rammer og indhold.
I dette årtusinde kan vi indtil nu sætte både Vildbjerg, Tjørring, Snejbjerg og snart Lindbjergskolen i Hammerum/Gjellerup på listen over nye skolebyggerier.
Det næste store skolebyggeri mener vi skal ramme midtbyen i Herning – her tænker vi en ny Herningholm Skole.

 

Ny talentskole ved Sportscenter Holing
Men inden da ønsker vi nye og forbedrede rammer til vores talentskole.
Nærmere bestemt en ny skole i tilknytning til Sportscenter Holing.
Vi vil gerne – også i årene frem – sikre at vi har et attraktiv talentmiljø.
Som en mulighed for de unge i kommunen, der gerne vil dyrke og i høj grad styrke, et sportsligt eller musisk talent. Vi arbejder på højtryk så skolen kan stå færdig i 2021.

 

10. klasse
Fra skoleårets begyndelse i august 2019, flyttes 10. Klasse til Herningholm Erhvervsskole. Mange kommuner har med stor succes omlagt deres 10. kl. så skoleåret mere er starten på en ungdomsuddannelse, hvor man får mulighed for at snuse til de forskellige retninger og dermed bliver styrket i afklaring af valg af uddannelsesretning. Flytningen er også et forsøg på at inspirere flere unge til at tage en erhvervsfaglig uddannelse.

 

Ny bydelsskole på Holtbjerg
Senest har børnene fra Holtbjerg gået i skole på Herningsholm. Det har medført at skolen har oplevet en markant vækst af tosprogede elever. Hvilket så igen har medført at forældre i området i stigende grad vælger friskole til deres børn. Derfor splitter vi Herningsholmskolen op i to afdelinger med fælles ledelse. Den ene afdeling bliver placeret i bydelen Holtbjerg. For at understøtte de tosprogede børns skolegang afsætter vi til denne skole, ud over alm. drift, 4 mio. årligt til en ekstraordinær faglig, kulturel og social indsats på Bydelsskolen. Bydelsskolen bliver en mindre skole og skal fra start have 0. – 3. Klasser og efter tre år have klassetrin op til 6.

 

Aktive ældre
Befolkningstallet stiger i Herning Kommune – det er enormt positivt.
På ældreområdet har vi fokus på at det skal være både givende, godt og trygt at blive gammel i Herning Kommune. Vi har velfungerende aktivitetscentrer rundt i flere af vores byer, i høj grad båret af en masse stærke frivillige kræfter.
Et af centrene, Sunds Aktivitetscenter er fyldt til bristepunktet og trænger til opgradering, det har vi sat midler af til i dette budget.

 

Plejeboliger
Når man så blive endnu ældre eller plejekrævende, skal der være plejeboliger nok. Vurderinger peger på at vi har brug for yderligere 90 plejeboliger inden 2025. Det er en topprioritet at have pladser nok til de borgere som er plejekrævende, så i den kommende periode skal vi tage stilling til hvor disse plejeboliger så skal bygges og vi har afsat 55 mio. hertil.

 

En kommune i balance
På landsplan taler regeringen om et Danmark i balance.
Vi er også meget optagede af en kommune i balance.
Derfor følger vi behovet for byggegrunde rundt i kommunen tæt.
Vi bestræber os hele tiden på at matche udbud og efterspørgsel.
Vi har derfor prioriteret en forbedret økonomi til at renoverer cykelstier og vi fortsætter puljen som kan søges til forskønnelse projekter rundt i kommunen.

 

Forebyggelse – Bevæg dig for livet!
Vi har gennem flere år arbejdet forebyggende på det specialiserede børneområde. Vi kan se det virker og skaber gode resultater for de børn som hjælpes – så det bliver vi ved med.
Vi tror på at forebyggelse også virker når det gælder fysisk sundhed. Derfor vil vi gerne understøtte DGI’s og DIF’s kampagne “Bevæg dig for livet” som har til målsætning at der i 2025 er 50 procent af befolkningen som er aktive i foreninger, mens 75 procent er aktive enten i foreninger eller på eget initiativ.
Til at understøtte dette er der afsat 4 x 500.000,- til de kommende 4 år.

 

Budgetkonference, byrådsmøde og budgetforhandling

I slutningen af august tilbragte vi i byrådet to hele dage med budgetkonference på Skarrildhus, herefter afholdt vi byrådsmøde og budget-gruppemøde i Venstre.

Som sædvanlig indeholdt budgetkonferencen en række spændende emner, bl.a. overvejelser om at bygge en ny folkeskole ved Herningsholmskolen som erstatning for den nuværende. En mulig placering af 10. klasse på erhvervsskolen – for at kunne tilbyde et mere spændende ungdomsmiljø og hjælp til højere grad af afklaring i valg af ungdomsuddannelse.
Udvikling af området mellem Gullestrup og Tjørring med bl.a. anlæg af ny Løvbakkevej og trafiksikre stiforbindelser.

Til budgetkonferencen kigger vi også ind i bl.a. prognoser for befolkningstilvækst, levetid og statistikker for grundsalg. Alt sammen for at planlægge behov for institutionsstørrelser, behov for at fremrykke udvidelser af institutioner, byggemodnings- og plejebolig behov.

Oplysninger som er vigtige at forholde sig til i de budgetforhandlinger vi i disse dage er midt i.

Vi ved b.la. at vi har brug for 176 plejeboliger, demensboliger og midlertidige pladser inden 2028.

Dog er antallet af plejekrævende ældre i forhold til tidligere prognoser en smule nedadgående. Det skyldes ”sundhedsaldring”. Flere ældre lever sundere og er mere aktive og bliver derfor mindre eller senere plejekrævende. En positiv udvikling, som i høj grad motiverer mig til aktivt at arbejde for mere forebyggelse gennem motion og aktivitet. Tallet for demente er derimod stigende. Her er vi udfordret på at have nok pladser og det skal der tages hånd om, så vi kan sikre de mest demente borgere en værdig pleje.

I denne uge er DI’s kåring af erhvervsvenligheden i landets kommuner offentliggjort. Vi er gået fra 3. pladsen til 2. pladsen og ligger nu og puster Ikast-Brande blidt i nakken. Som gode naboer kan vi sammen glæde os over at virksomhederne anerkender vores fokus på at være erhvervsvenlige.

Men den flotte placering må ikke blive en sovepude, derfor var nye tiltag for erhvervsudvikling også på programmet til budgetkonferencen.

Budgetkonferencen danner som sagt baggrund for budgetforhandlingerne som foregår i disse dage partierne imellem. I Venstre arbejder vi som altid målrettet på at få alle partier med i budgettet. Det giver et stabilt grundlag at føre politik på i det kommende budgetår.

Selve byrådsmødet havde 45 punkter – ikke mindre end 31 punkter var byplanssager, så lidt herfra:

Sygehusgrunden (Herning+)
– var igen på byrådets dagsorden, da kommuneplantillæg for området skulle endelig vedtages. I høringsrunden var der kun indkommet en enkelt bemærkning til parkeringsforhold.
Den nordlige del af sygehusområdet – med 60.000 m2 byggeret er nu sendt i udbud. Det bliver spændende at se hvor stor interesse boligudviklingsselskaber har i området.

DGI Huset
– får mulighed for en mindre ombygning af administrationsafdelingen og morgenmadsfaciliteterne, således at hotellets gæster ikke skal sidde sammen med svømmere og andre af husets brugere, når de skal have morgenmad. Dermed får DGI-hotellet mulighed for et længe næret ønske om at give hotelgæsterne en højere service.

Kulturfabrikken
– en foreløbig lokalplan ved Godsbanevej i Herning sikrer at Kulturfabrikken kan flytte ind med nuværende aktiviteter og også mulighed for at udvide. Bl.a. kan der på sigt bygges et 30 meter højt klatretårn i forbindelse med Klutlrufabrikken

Hoteludvidelse
– på hjørnet af Skolegade og Bredgade giver lokalplanen mulighed for at udvide den eksisterende hotelvirksomhed. I samme område i city vil der også blive mulighed for øget detailhandel, kontor, boliger og liberale erhverv.

Det var nyt fra byrådsarbejdet. Tiden bruges som sagt i disse dage på at arbejde med næste års budget. Forvent nyt fra mig når budgettet er landet.

 

 

 

 

 

 

 

Sommer, byforskønnelse, brintbusser og stor ny bydel på vej – alt med tålmodighed

Så har vi afholdt sidste byrådsmøde på denne side af sommerferien. Med i alt 27 sager til behandling.
Du finder den komplette dagsorden her.

Kulturpris 2017 uddelt
Forud for selve byrådsmødet blev Kulturpris 2017 uddelt. Kulturprisen blev uddelt for 28. gang og tilfaldt Ole Vels Poulsen, som gennem mange år har været et aktiv og enormt virksom i Hernings kultur- og musikliv. Ligesom han gennem 18 år var leder af Musikskolen i Herning. Ole Vels Poulsen var tydelig glad for den flotte anerkendelse, som også indeholder en check på kr. 10.000,- til modtageren. Stort tillykke til årets kulturprismodtager.

Kort om udvalgte sager fra byrådsmødet:

Plan for nye almene boliger
Når vi i byrådet godkender planer for nye almene boliger, som opføres af boligselskaber, garanterer vi som kommunen for 10% af anlægssummen. Altså er dine skattekroner med til at sikre at et passende antal almene udlejningsboliger.
På byrådsmødet besluttede vi at afsætte økonomi til 100 ungdomsboliger og 30 familieboliger på Herning+ (sygehusområdet som skal ombygges gennem de kommende år). Derved sikrer vi at området kommer til at bestå af både eje- og lejeboliger.
Ønsket om yderligere 6 almene boliger i Hodsager (21 i forvejen) blev i denne omgang ikke efterkommet. Ligesom ønsket om 35 almene boliger i Gødstrup ved sygehusbyggeriet heller ikke blev opfyldt for nuværende.

Byforskønnelse på flere måder på vej til Snejbjerg
Med vedtagelse af en ny lokalplan kan en tidligere autoforhandler og autoværksted rives ned og der kan opføres 12 nye boliger ud til hovedgaden.Inden længe bliver hovedgaden, og indfaldsvejen til Herning omdannet som en del af projektet ”Smukke indfaldsveje. Selve vejen gøres smallere, der kommer lys langs cykelstien og der plantes vejtræer på strækningen. Arbejdet med ændringen af vejen forventes at gå i gang i uge 24-25.

Sygehusgrundens transformation til bolig- samt nyt spændende offentligt byområde tager form, i første omgang som visioner på papir
Ved byrådsmødet vedtog vi foreløbigt en kommune- og lokalplan for hele sygehusområdet, ligesom forslag til udviklingsprogram blev godkendt. Planerne vil danne grundlag for hvad der kan opføres og hvad der må nedrives i området, i de kommende år. Og selvfølgelig også hvad der skal fredes (f.eks. den helt gamle sygehusbygning med søjlerne).
Planerne sætter overordnede rammer for fordeling af boliger, erhverv, uddannelse, byliv og til dels også butiksliv, dog kun med mulighed for små butikker i forbindelse med for eksempel iværksætteri eller kunsthåndværk af en størrelse på max 75m2. Den egentlige detailhandel ønsker vi at beholde i gågaden og i Herning Centret.
Eneste større butik der bliver mulighed for at opføre i området er en dagligvarebutik i det nordvestlige hjørne af sygehusområdet.
Det næste store skridt bliver at udbyde området til interesserede ejendomsudviklere. Udbuddet vil ske i bidder, første udbudsrunde sker sidst på året og koncentrerer sig om ca.halvdelen af området (delområde 2 og 3, kan ses side 55 i dagsordenen).
Når Sygehusområdet er fuldt omdannet, engang om nogle år, vil der kunne være op til 550 boliger i området som er på i alt 10 hektar.

Miljøvenlige busser et skridt nærmere med udbud af brinttankstation
I forbindelse med budgetforliget blev vi enige om at undersøge muligheden for at udskifte 10 af de 12 bybusser med brintbusser. Dette arbejder vi ihærdigt på, i samarbejde med EU, som støtter brintbus-projekter flere steder rundt i Europa. Da brint ikke er vanlig brændstof for bybus-operatørerne udbyder vi anlæg af brinttankstation til 3. part. Selvfølgelig betinget af at brintbusserne bliver en realitet. Brint produceres på grøn strøm og vil derfor nedbringe bussernes forurening og gavne vores CO2 regnskab i kommunen. Jeg håber virkelig vi lykkes med opgaven, det vil være rigtig godt.

Psst… det her er ikke et punkt fra dagsordenen, men ved du godt du kan gi’ et praj…?
Jeg får nogle gange hints om at der er huller i kommunale veje eller fliser som trænger til et eftersyn eller udskiftning.
Hvis du på din gå- eller cykeltur rundt i kommunen støder på noget som trænger til kærlig opmærksomhed fra kommunens vejafdeling, kan du ved hjælp af Appen ”Gi et praj – Herning Kommune” tage et foto og kort beskrive hvor skaden er. På den måde kommer skaden hurtigere på listen ovre ting der skal udbedres. Så hermed en opfordring om at gi’ et praj næste gang du ”falder” over et hul eller lignende. Kommunens vejfolk har rigtig mange kilometer at tilse, “opsyns-hjælp” modtages derfor meget gerne fra borgerne.

Glæde over høj kvalitet i vores folkeskoler, fokus på trafiksikkerhed og lidt om is…

Byrådsmødet den 15. maj var et af de korte, med kun 26 punkter på dagsordenen. Du finder den komplette dagsorden her:

Herunder kort referat om udvalgte sager:

Udvidelsesmuligheder for Møltrup Optagelseshjem – forløbig vedtaget
Møltrup er en privat institution beliggende i Timring, hvor mænd (som for kortere eller længere tid har brug for støtte i deres liv) kan finde hjælp til at tage livet op på ny. Møltrup er alkohol- og stoffrit og ”behandlingen” består i oplevelse af at være til gavn og mærke at der er brug for alle hver eneste dag i et arbejdsfællesskab.
Møltrup har fremsat ønske om at udvide optagelseshjemmet med en multisal, flere værelser og produktionshaller/værksteder. For at kunne foretage den ønskede udvidelse er det nødvendigt med en ændring af både kommune- og lokalplan for området. Denne ændring blev foreløbigt vedtaget på byrådsmødet i aftes af et enigt byråd, som alle ønsker at støtte op om det store arbejde Møltrup gør.

Høj kvalitet i vores folkeskoler
Der er lovkrav om at den enkelte folkeskole hvert andet år udarbejder kvalitets-rapport for både læring og trivsel.
Men kan disse rapporter så også reelt bruges til noget?
Ja bestemt, det er ikke bare en ”skufferapport”.
I Herning Kommune bruges rapporterne som et arbejdsredskab mellem den enkelte skole og Center for børn og læring til at drøfte ”hvor gør vi det godt, og hvor er der potentiale for at gøre det bedre? Og hvordan gør vi så det helt praktisk?
Som byrådsmedlem, med med ansvar for driften af folkeskolen, er kvalitetsrapporterne interessante. Det giver mulighed for at følge udviklingen som er positiv stigende, målt over de sidste tre år.
Det står helt klart at vores lærere og ledere er dygtige til at opfylde de to politiske målsætninger vi har sat for folkeskolen:
– Alle børn skal blive så dygtige som de kan
– Alle børn skal være en del af fællesskabet
På langt de fleste områder der måles på i kvalitetsrapporten ligger vi over landsgennemsnittet. Virkelig flot!

Anlægsbevillinger til øget trafiksikkerhed rundt i kommunen
Børn skal ikke kun blive dygtige og være en del af fællesskabet, de skal også kunne færdes sikkert i trafikken.
Derfor glæder det mig meget, at vi på byrådsmødet kunne frigive:
500.000,- til sikring af skoleveje og trafiksikkerheds-kampagner
733.000,- til renovering af eksisterende cykelstier
Der var også fokus på trafiksikkerhed til de voksne, nemlig en bevilling på 900.000,- til renovering af signalanlæg på Dr. Boulevard.

Og så lige lidt ishockey til sidst
Ja, det var ikke en sag på byrådsmødet, man hvad hjertet er fyldt af….
Det er svært ikke at lade sig begejstre i disse dage over afviklingen af VM i ishockey. Om man er til ishockey eller ej, så er det for de fleste fantastisk at opleve den stemning, liv og glade dage som VM giver i Herning og omegn. Butikker, overnatningssteder, restauranter og barer melder om omsætningsrekorder, herretøjsbutikker om udsolgt i shorts og frivilligheden er enorm. Omkring 500 frivillige er tilknyttet arrangementet som sammen med MCH’s dygtige personale yder det bedste for at alting skal klappe. Og det gør det bare! Hvor er det imponerende at opleve. Stor respekt for alle der på den ene eller anden måde hjælper med til at løfte så stor en sportsbegivenhed.

De bedste hilsner
Anne Mette Bang Rasmussen

Byforskønnelse og endnu flere byggegrunde på vej rundt i kommunen…

Nyhedsbrev fra byrådsmødet tirsdag den 17. april.
27 sager til behandling heraf 4 på lukket dagsorden.
Årsregnskab for Herning Kommune 2017 godkendt til revision
Årsregnskabet består af regnskabsopgørelse, regnskabsoversigt, balance og bemærkninger til de 9 udvalgsområder. Årets resultat viser et underskud på driftssiden på 10,9 mio kr. ud af et samlet års budget på ca. 5 mia. kr.
I 2017 er der brugt 231 mio på anlæg – altså byggeprojekter af forskellig karakter. B.la. haludvidelse og kunstgræsbane i Aulum, tilbygning af ny idrætshal i Vildbjerg, udvidelse af Sdr. Felding Hallen og renovering af skoler i Herning midtby. Der er gennemført energirenoveringer i en del kommunale bygninger for at mindske driftsudgifter og højne hensyn til miljøet. Der er renoveret tag og vinduer på en lang række skoler. Ligesom der er afsluttet en række trafikprojekter og renoveret broer rundt i kommunen.

 

Kønnere byer rundt i hele kommunen i sigte
Jeg har ind imellem hørt kritiske røster sige “Herning by får al forskønnelse”. Det kan nedenstående plan for kommende forskønnelse rundt i flere center- og landsbyer modbevise. Flere byer kan i de kommende 3 år se frem til at få opfyldt ønsker til byforskønnelse for 5 mio. kr. Byplanudvalget har prioriteret følgende forskønnelsesprojekter:

2018:
Samlet landsbypulje (her kan søges til specifikke projekter, endelig fordeling træffes senere) 0,5 mio.
Kibæk, forskønnelse af Jernbanegade og Jernbanegade P-plads 1 mio.
Sunds, forskønnelse af Sunds Hovedgade 0,5 mio.

2019:
Samlet landsbypulje (her kan søges til specifikke projekter, endelig fordeling træffes senere) 0,5 mio.
Gjellerup, forskønnelse af bygaden 0,3 mio.
Haderup, opstart på større forskønnelsesprocess (planlægning) 0,35 mio.
Ørnhøj, forskønnelse i forbindelse med kloakrenoveringen 0,35 mio.
Frie anlægsmidler (endnu ikke fastlåst) 0,5 mio.

2020:
Vildbjerg, forskønnelse af Østergade 0,5 mio.
Lind, forskønnelse af Hovedgaden 0,5 mio.

Frigivelse af budgetmidler til ny byggemodning og færdiggørelse af nye boligområder
Heldigvis er der kommet rigtig godt gang i nybyggeriet af parcelhuse rundt i hele kommunen. Der sker derfor en løbende byggemodning. Af nye byggemodninger i 2018 kan bl.a. nævnes 25 grunde i Sunds, 10 grunde i Aulum.
(I foråret 2019 byggemodnes den resterende del af Velhustedparken i Kibæk hvilket betyder 18 nye grunde).
Efterhånden som nye boligområder skyder op, skal disse også færdiggøres med asfalt, kantsten og grønne områder. Her er der i 2018 planlagt færdiggørelsesarbejde i Sunds (Søparken/Søengen og Søvænget), Lind (Fejerskovparken), Snejbjerg (Ørskovparken), Kibæk (Velhustedparken), Aulum (Tvedbækparken og Grønbækparken).

Ud over ovenstående boligområder behandlede vi også endelig vedtagelse af ny kommune- og lokalplan for et stort fremtidigt boligområde i Lind – som må siges at være et populært sted at være “nybygger”. Allerede i 2. kvartal sidste år var der udsolgt af byggegrunde i Lind. Derfor blev køb af jord til udvidelse af boligområder i hast sat i gang. Det nyindkøbte område kan rumme i alt 220 parcelhusgrunde, så mon ikke der går nogle år inden Lind igen kan melde “alt udsolgt” 😉

Det var kort nyt fra mit byrådsarbejde. Jeg ønsker dig en god dag 🙂

Venlig hilsen
Anne Mette Bang Rasmussen
Herning Byråd (V)

Med 54 sager på gårdsdagens byrådsmøde er vi igen i fuld gang…

Herunder info om udvalgte sager. Du kan som altid se den fulde dagsorden her

En masse nye boliger er på vej 

Befolkningstallet er støt stigende i Herning Kommune, og investeringslysten i nye boligprojekter er stor. Rigtig godt for udviklingen i hele kommunen. Dette afspejles i en del af de mange lokalplansager vi behandlede på byrådsmødet. Der arbejdes bl.a. på:

  • opførelse af 36 boliger ved Dæmningen i Herning fordelt på to boligtårne
  • opførelse af 9 rækkehuse på K. Møllers vej i Hammerum
  • opførelse af etagebyggeri med 12 boliger i Snejbjerg Hovedgade
  • Vedtagelse af lokalplan for nyt bolig- og erhvervsområde v. Sunds Hovedgade
  • Vedtagelse af lokalplan for Jordbærmarken i Tjørring som åbner mulighed for at udvikle et større boligområde hvor der både kan bygges rækkehuse og/eller dobbelthuse

 

Mulig udvidelse af biogasanlæg ved Sinding vil nedbringe CO2 markant.

Biogas anlægget ved Sinding har søgt om udvidelse fra den nuværende kapacitet på 50.000 Ton til fremadrettet at kunne rumme 180.000 Ton.

Biogas anlægget forarbejder i dag primært husdyrgødning men også industriel biomasse og storkøkkenaffald.

Udvidelsen blev foreløbigt vedtaget på byrådsmødet, der skal nu udarbejdes en miljøkonsekvens rapport med fokus på bl.a. lugtgener, landskabelig påvirkning og konsekvens af øget trafik til anlægget. Sagen sendes i offentlig høring, inden der tages endelig stilling til om udvidelsen kan godkendes.

 

Ny planlægning for detailhandels struktur i Herning vedtaget

Punkt 37 – 41 blev behandlet under et, da samtlige punkter har forbindelse til den nye detailhandel struktur i kommunen. Hvilket bl.a. betyder mulighed for at etablere større butikslokaler uden for bycentrum. Den nye planlægning giver bl.a. mulighed for at etablere 10.000 m2 butik/butikker på sydsiden af Bauhaus og i alt 4000 m2 foran Bauhaus ud mod Silkeborgvej.

For at beskytte handelslivet i midtbyen og undgå at mindre butikker skal flytte ud, er der vedtaget en minimums butiks størrelse på 1500 m2.

Flere større butikker i området vil medføre mere trafik. Derfor er der i planlægningen også taget højde for plads til at udvide vejnettet omkring Åvænget og Silkeborgvej, evt. med ny direkte sammenhæng til Valdemarsvej.

Ligesom det skal undersøges om det er muligt med direkte tilkørsel til motorvejen fra Bauhaus.

Og hvilke typer butikker er så på vej?

Der er stor interesse for de nye bebyggelsesmuligheder, og flere potentielle købere står klar til at etablere nye butikker i området. Dog er det endnu ikke officielt hvilke nye butikker/butikskæder vi kan glæde os til at få til kommunen, men som sagt interessen eer stor.

 

Åskov Golfklub i Sdr. Felding og Feldborg BMX – sæt i gang!

Ved det seneste budgetforlig blev der afsat 125.000 til renovering af ejendom ved Åskov Golfklub. Ejendommen skal bruges til at understøtte og udvikle ungdomsarbejdet i klubben, bl.a. til 4 årlige camps med overnatning.

Til Feldborg BMX blev der vedtaget en anlægstilskud på 250.000 til færdiggørelse af P-plads, udearealer og -belysning.

Disse to beløb blev frigivet på byrådsmødet og arbejdet kan nu påbegyndes i hhv. Sdr. Felding og Feldborg – til mange års fremtidig fornøjelse i hver sin ende af kommunen.

 

Kloakfornyelse i Kibæk fører til byforskønnelse

I forbindelse med den påbegyndte kloakfornyelse i Kibæk blev der på byrådsmødet afsat 1,650 mio. til renovering af kantsten, fortove og rendestensbrønde efterhånden som det nye kloaksystem bliver nedgravet i Brogade, på Møllevænget, Møllegårdsvej og Velhustedvej. Herudover er der afsat byforskønnelses midler til nye blomsterkummer.

Hvad der skal ske i området omkring Jernbanegade og P-plads er endnu ikke endelig besluttet. Mere herom følger så snart det sker.

 

Lukning af heldagsskolen Munkgaard 

Munkgårdsskolen er et undervisnings- og behandlingstilbud til børn i alderen 6 – 13 år. Børnene er normaltbegavede men har sociale vanskeligheder. Munkgaard er en kombination mellem specialklasse og familiebehandling, da forældrene 1 dag om ugen skal frikøbes fra deres arbejde for at tage del i skoledagen og samtidig modtage familiebehandling, som giver “redskaber” til at hjælpe barnet til bedre sociale færdigheder.

Man kan max. være elev på Munkgaard i 2 år.

Indsatsen har gennem årene hjulpet mange børn og deres familier. Udfordringen med tilbuddet er dog efterhånden den at forældre synes tilbuddet er for indgribende i deres arbejdsliv og vi har derfor oplevet faldende interesse for tilbuddet. P.t. er der kun 9 børn på Munkgaard, hvilket på ingen måde er økonomisk bæredygtig og det må vi tage ansvar for.

En anden udfordring er at det er meget svært for børnene at vende “hjem” til den oprindelige skole efter et endt forløb. Kun 37,5% af eleverne ender på den “gamle” skole. Derfor er der truffet beslutning om at indsatsen for børnene i målgruppen gentænkes. Dette bliver i tråd med Herning modellen, hvor der arbejdes i tidligere indsatser i nærmiljøet, inden problemerne vokser sig for store.
Derfor lukkes Munkgaard. Gode erfaringer samt økonomi fra Munkgaard bruges til at ansætte 4 AKT fagpersoner (eksperter i adfærd, kontakt og trivsel) som skal arbejde med barnet på egen skole i en kortere eller længere periode som støtte og back-up. Barnets familie kan stadig modtage familietræning efter behov, dog uden for arbejdstiden som det i højere grad ønskes.

Munkgaard har været et godt tilbud og et dygtig personale har gjort en forskel for mange børn. Der tages stadig hånd om de 9 resterende børn på Munkgaard som tilbydes alternative tilbud.

En beslutning om lukning er altid svær, men vi er et flertal i byrådet som mener at det er den rigtige vej at gå. Lukningen frigiver 2,5 mio. Herudover anvendes 2,1 mio til budgetbalance på specialområdet.

Ganske kort nyt fra byrådet – men helt sikkert mere i vente….

I aften – tirsdag den 23. Januar – har vi afholdt årets første byrådsmøde. 7 nye byrådsmedlemmer tager dermed hul på deres første periode i lokalpolitik, jeg selv starter på min 2. periode. Mange har endnu flere års erfaring at trække på. Jeg tænker vi er et godt blandet hold, der nu skal i gang med det politiske arbejde med respekt for forskellige holdninger men med fokus på samarbejde. Jeg ser frem til fire år mere med lokalpolitik.

Her ser du holdet til det traditionsrige “klassefoto” vi fik taget til det konstituerende møde i december.

Byrådsmødet var forholdsvis kort, med kun 12 punkter på dagsordenen – en stor del af de sager vi behandlede, var for at fastsætte principper for:

  • Underskriftbemyndigelse i kommunen
  • Forretningsorden for byrådet
  • Styrelsesvedtægter for byrådet
  • De økonomiske styringsprincipper i byrådets arbejde
  • Delegationsplan (hvor er beslutningsansvaret placeret) for det almene boligområde samt for salg af kommunale ejendomme og arealer

Du kan som altid se den fulde dagsorden her.

Investering i lystfiskerturisme – frigivelse af 1,4 mil. på byrådsmødet

Vi har i Herning Kommune tidligere besluttet at vi gennem en årerække (2015-2018) ville afsætte i alt 5 mil. til fremme af lystfiskerturismen. Dette i samarbejde med Ringkøbing-Skjern Kommune. Fra 2018 er også Viborg kommune gået med i samarbejdet.

En del af beløbet er i 2016 – 2017 brugt på markedsføring (www.riverfisher.dk), erhvervsudvikling, infrastruktur og optimering af vandløb.

Konkret skal der i 2018 arbejdes videre med øget markedsføringen – bl.a. på det tyske marked og på lystfisker-messer i ind- og udland. Indsatsen bærer allerede frugt. Der meldes om mærkbar stigning i antal af udenlandske lystfiskere som kommer her til området. Hvor de udover at fiske, både spendere penge i lokale butikker og lejer sig ind på lokale overnatningsmuligheder. Netop den effekt vi havde håbet på – samtidig med at vi får øget kendskabet til vores område.

 

Det var meget kort nyt fra årets første byrådsmøde. Tak for din tid.

De bedste hilsner
Anne Mette Bang Rasmussen
Herning Byråd (V)