POLITIK I mandagens avis »malede« løsgængeren Lone Nielsen et trist politisk billede af tilstanden i Herning Kommune, set fra hendes synsvinkel. I det efterfølgende vil jeg forsøge at beskrive det politiske billede af Herning Kommune, set gennem mine briller. Det er ikke rosenrødt, alt er ikke perfekt, alt er ikke nemt, men jeg ser trods alt et helt andet, nuanceret og langt mere positivt billede.
Vi har vokseværk i kommunen. Gennem de seneste år har tilflytningen været støt stigende. Dette er enormt positivt, fordi det skaber meromsætning i kommunen, er med til at styrke bosætningen, der kommer flere børn i vores institutioner og skoler, øger den arbejdsstyrke, som virksomhederne efterspørger, og oveni giver det øgede skatteindtægter (grundlaget for vores velfærd, derfor giver det mening også at prioritere midler til branding).
M.h.t. ældre, som ikke længere kan bo i eget hjem, har vi en plejeboliggaranti. Inden for to måneder er den ældre sikret en plejebolig. Måske ikke lige i den ønskede by, men dog inden for kommunegrænsen. Den ældre har også mulighed for at vente, indtil der bliver en plads ledig i præcis det plejecenter, den ældre ønsker at flytte til. Her kan ventetiden blive længere, men den er i sådanne tilfælde selvvalgt. Opstår et akut plejebehov, findes der midlertidige pladser. Det er værd at bemærke, at den generelle tilfredshed med plejecentrene er høj, og medarbejderne er meget skattede blandt de ældre og deres pårørende. Det samme er gældende for plejepersonalet, som kommer rundt i private hjem. I sammenligning med resten af landet har kommunens ansatte et lavt sygefravær (kilde: Danmarks Statistik).
Antallet af genindlæggelser blandt ældre er faldende og ikke stigende (dette kan bevises med et markant udgiftsfald i det. som kaldes aktivitetsbestemt medfinansiering, som er den udgift, vi i har til hospitalsindlæggelser). Dette skyldes blandt andet, at vi gennem de seneste år har indført akutteams med sygeplejersker, som kan håndtere og behandle både fysiske og psykiske sygdomme i hjemmet. Dette er med til at mindske antallet af genindlæggelser og skaber tryghed for borgerne, når de kan blive behandlet i eget hjem. Det er virkelig noget, som den enkelte borger sætter pris på.
Herning Kommune er den næststørste kommune, geografisk set. For at sikre en kommune i balance har vi i modsætning til rigtigt mange andre kommuner valgt at beholde et stort antal skoler og daginstitutioner i kommunen.
At bibeholde de mange skoler og institutioner er et udbredt borgerønske. Færre matrikler ville kunne give lavere driftsomkostninger. Det vil på minussiden betyde få og meget store institutioner og skoler med meget længere transporttid og store udgifter hertil. Langt væk fra hvor du bor. Langt væk fra fritidsinteresserne.
Når vi i Herning Kommune har truffet en politisk beslutning om at ændre samtlige fritidshjem til SFO og lade forældrebetalingen stige, er det ganske enkelt for at få budgettet på børneområdet til at hænge sammen, hvilket har været en udfordring de seneste år. Alternativet ville være en dårligere normering, hvilket vi ikke er interesseret i. Noget, vi måske ikke har fået fortalt tydeligt nok, er, at forældrebetalingen siden kommunesammenlægningen har været meget lav, når vi sammenligner med vores nabokommuner. Nu kommer betalingen på niveau med det, man betaler i de omkringliggende kommuner. Og vigtigt: pengene bliver på børneområdet, de bliver hos jeres børn.
Vi er blevet hurtigere til at opdage, når børn har problemer i hjemmet. Flere bliver hjulpet på et tidligere stadie end før. Det er det, vi kalder Herning Modellen, hvor lærere, pædagoger og socialrådgivere samarbejder om at forebygge problemer i familier. Og det gør de rigtig godt. Det forebyggende arbejde med behandling af flere sager koster her og nu. Effekten af de tidlige indsatser er, at vi nu har færre udgiftstunge og indgribende indsatser, som for eksempel anbringelser. Hvilket bestemt er det bedste for børnene og på den lange bane betyder bedre økonomi på hele børneområdet.
Jeg kunne godt »male« flere eksempler, men stopper her. Meninger om, hvad der prioriteres for få penge til og hvad der prioriteres for meget til, afhænger af øjnene, der ser. Jeg anerkender, at det kan være svært at se det store billede, hvis man står med et presserende problem, for eksempel har et ældre og sygt familiemedlem, som venter på en plejehjemsplads, har et barn med udfordringer i skolen, eller man er utryg ved et forestående skoleskift, som er politisk besluttet. Men som kommunalt valgt politiker er det min opgave og pligt at se på hele billedet med åbne og ærlige øjne. At finde balancen i prioriteringen til velfærd, institutions- og skoledrift, faciliteter, sociale indsatser, erhvervsudvikling og uddannelsesmuligheder, hvor svært det så end indimellem kan være.
Et dugfrisk eksempel på prioritering, som jeg mener kan komme os alle til gode, er beslutningen om at støtte byggeriet af uddannelses- og forskningscentret, NIDO Danmark, ved Sygehuset i Gødstrup med yderligere 15 millioner kroner. På centret skal der forskes i hverdagssygdomme som KOL, diabetes og hjertesygdomme. Centret har enorm betydning for fremtidig tiltrækning af dygtige læger og specialister til vores område. Ovenstående sygdomme er i hastig vækst og kan ramme os alle. Så forskning i både forebyggelse og bedre behandling er derfor yderst relevant.
