– Jeg er heldigvis ikke selv ved at brænde ud, så mine nyhedsbreve vil fortsætte ind i 2018 🙂
Med i alt 69 punkter på dagsordenen – heraf 7 lukkede, kunne jeg vælge at slutte året af med et meget langt nyhedsbrev, jeg forsøger dog at fatte mig i korthed – men du kan som altid finde den fulde dagsorden HER
Billigere små lejeboliger på vej
Vi har i byrådet gennem de seneste år, arbejdet for at få bygget flere små og billigere boliger i Herning Kommune. Det har været et stort ønske, netop for at kunne tilbyde boliger til alle målgrupper af borgere. Dette ønske kan nu realiseres, med opførelses af 64 lejeboliger på grunden ved Teglværkssøen mellem Herning og Snejbjerg, hvor Herning Camping tidligere har lagt.
Boligerne kommer til at ligge både bynært og naturskønt ved Teglværkssøen, og bliver et godt miks af små boliger på 40m2, mellemstørrelse på 69,5 m2 og de største på 112 m2. Fællesbo er byg- og driftsherre.
Streetfood måske på vej til Herning?
På byrådsmødet blev der godkendt en foreløbig ny planlægning af det centrale område ved den tidligere bybusterminal v. Smedegade, Sølvgade og Søndergade. Med den ny planlægning kan der blive mulighed for at anvende terminalen til nye formål. Det kan være serviceerhverv, hotel, vandrehjem, restauration eller til forlystelsesformål. Helt konkret har der været forespørgsel på at etablere et streetfood marked, som er meget populært i flere større byer. Så måske kan vi glæde os til et endnu større udvalg af spisesteder i fremtiden.
Holing sø vokser
En endelig vedtagelse af et kommuneplan tillæg for området ved Holing sø, blev vedtaget på byrådsmødet.
Det betyder at den eksisterende sø kan udvides til at blive ca. 1 km lang. Der kan anlægges boligområder på nordsiden af søen, som vil bugte sig langs søkanten. På sydsiden af søen kan der anlægges 1 km lang retlinet søpromonade. Grundstørrelserne ved søen vil variere fra 500m2 – 1350m2.
Møllepenge godt på vej til Sandet/Stakroge
Med sag 295 kunne vi frigive anlægsbevilling på ca. 1.3 mil. til i alt 14 lokale projekter i Sandet/Karstoft området. Disse projekter kan realiseres som følge af midler fra ”Grøn Ordning” som Det Nye vindmølleprojekt i området udløser. Der er dog et enkelt MEN, som skal opfyldes for at de mange gode lokale projekter kan realiseres. Møllerne skal være net-tilsluttet senest 1. februar, da Grøn Ordning herefter ophører. Projektejeren er mindst lige så besluttet på at nå deadline før 1. februar, som de mange lokale foreninger, da det nuværende beregningssystem for tilskud til strøm for vindmøller også udløber til februar. Så for alles skyld håber jeg at deadline nås i tide.
Salg af de sidste aktier i Herning Varmeværk
Som allersidste punkt på dagsordenen var en større sag, nemlig salg af kommunens aktier (34%) i Herning Varmeværk. Tilbage i juni måned blev der vedtaget et lovforslag, som bl.a. for Herning Kommune havde den betydning, at værdien af en fremtidig udlodning af aktierne i varmeværket, ville blive modregnet i vores bloktilskud fra staten – krone for krone. Altså det beløb vi ved udlodning ville få, skulle videre til staten.
Dette lovforslag betød også at Eniig som ejer de resterende 66% af aktierne, ville have aktierne ud af det fælles selskab og op i deres Holding selskab. Da Eniig har aktiemajoriteten kan de forlange dette. Hvilket ville betyde vores aktieværdi skulle udloddes og derved gå 100% til staten.
Denne problematik får Folketinget til at efterfølgende at tilføje en bekendtgørelse til loven, som siger hvis en kommune sælger en aktiebeholdning i et varmeværk med den aftale at salget vil betyde nedsættelse af prisen for varmeforbrugeren, vil salgsprisen ikke blive modregnet i bloktilskuddet. Med den bekendtgørelse i hånden, har vi valgt at sælge aktierne til Eniig (som havde forkøbsret), samtidig med at vi får sænket varmepriserne og vi derfor IKKE blive modregnet for salgssummen i fremtidigt bloktilskud.
Med salget vil de 19.000 varmeforbrugere som er tilsluttet Varmeværket i Herning, ligge i den billigste fjerdedel når vi taler varmepriser. Fremadrettet betyder lovændringen også at Eniig max. kan forrente deres indskudskapital med 500.000 om året. Fordelt på 19.000 varmeforbrugere vil det med den nuværende lovgivning svare til en mulig gennemsnitlig prisstigning på varme på max. 25 kroner om året pr. husstand.
Med salget har vi kunne levere på den flerårige kritik af, at det oprindelige salg af varmeværket har betydet højere varmepriser (som følge af forrentnings muligheden). Salget af de resterende aktier nu har medført en noget lavere årlige varmepris. For et hus på 130 m2 betyder det ca 1700,- årligt – sammenlagt med tidligere udmeldte prisnedsættelse fra november på 1400,- giver det i alt en besparelse på mere end 3000,-
Selve processen og forhandlingerne omkring salget har stået på i ca. 6 måneder. Der har været kritiske røster i læserbreve omkring tys-tys handler og hemmelighedskræmmeri. Der er ikke noget hemmeligt ved salget overhovedet, det er helt normal procedure at købs- og salgsforhandlinger behandles som lukkede punkter på Økonomi- og Erhvervsudvalgets møder, med information og dialog med gruppeformænd undervejs i forhandlingerne.
I dagens udgave af Herning Folkeblad kan du læse meget mere detaljeret om salget.
Det blev som skrevet tidligere årets sidste nyhedsbrev fra min hånd. Jeg fortsætter hvor jeg slap til januar i det nye byråd, hvor jeg glæder mig til:
– nye udfordringer som medlem af Økonomi- og Erhvervsudvalget
– at varetage mit nye viceborgmester job
– og så vil jeg glæde mig til at fortsætte som gruppeformand for Venstreflokken i Herning Byråd
Med ønsket om en glædelig jul & et lykkeligt nytår til dig og din familie.
De bedste hilsner fra
Anne Mette Bang Rasmussen
Herning Byråd (V)