Tirsdag den 16. november er der kommunalvalg. Jeg vil gerne tage endnu en tørn for det lokale demokrati og er derfor igen at finde på Venstres kandidatliste. Vi har gennem den seneste tid afholdt politik-udviklingsmøder i Venstre. Medlemmer har været velkomne og samtlige 35 Venstre kandidater. Alt har foregået digitalt, det var det muliges kunst i en nedlukningstid.
Vi har på disse møder drøftet tanker og idéer til udvikling og forbedring af kommunen de kommende 4 år. Det har været nogle gode møder og vi har vendt mange sten bl.a.:
– hvordan skal hverdagen se ud for børn, familie og handicappede?
– hvordan sikrer vi at der er plejepersonale nok til de ældste borgere?
– hvordan hjælper vi bedst de psykisk sårbare borgere – i alle aldre?
– hvordan støtter vi erhvervslivet i at skaffe arbejdskraft?
– hvordan kan vi blive mere bæredygtige?
– hvordan udvikler vi vores kommune, og i hvilken retning?
Er der noget af ovenstående du har en mening om og gerne vil drøfte så er jeg klar. Jeg ved godt at der er ca. ½ år til valget, men det er som sagt lige nu vi er i gang med at lægge brikkerne til vores valgoplæg, og jeg er meget interesseret i at høre hvad DU tænker.
Så har du noget på hjerte er du som altid velkommen til at ringe eller skrive til mig, måske det endda skal drøftes over en kop kaffe – så er jeg også klar, nu hvor vi jo faktisk MÅ mødes igen 😉
Ellers er der siden du hørte fra mig sidst, afholdt et ultrakort byrådsmøde den 18. maj. Der var for en gangs skyld kun ganske få punkter på dagsordenen. Du kan se den her
En ganske ganske kort opsummering:
- Boligudviklingen i Gødstrup kan nu for alvor komme i gang med en ny bydel ved sygehuset hvor der planlægges for at bygge 40 almene boliger. Det er et privat byggekonsortium som sammen med boligerne bl.a. også vil etablere en dagligvareforretning.
- Der blev afsat 316.000 til vedligeholdelse af kommunale kulturinstitutioner
- For at tage hånd om de stadig stigende vandmængder er der dannet en komite omkring Storåen. Joan Hansen er udpeget som Herning kommunes repræsentant
- Vi fordelte 2,5 mio. til at styrke faglighed og trivsel blandt børn og unge fra 6 år og op, efter COVID19 nedlukningen.