Kort men godt nyt!

I aftes holdt vi årets første byrådsmøde – en kort udgave – med kun 26 sager (heraf 5 lukkede) til behandling. Du kan se samtlige sager HER

Millioner frigivet til daginstitutioner og skoler
8 af sagerne omhandlede frigivelse af anlægs-bevillinger, til en perlerække af forbedringer, tilbygninger, nybygning og nye anlæg på daginstitution- og skoleområdet.
Det er alt sammen kendte projekter, som er besluttet i tidligere budgetaftaler. På gårds dagens møde frigav vi pengene ”så spaden kan sættes i jorden” og følgende bliver nu igangsat:

– Daginstitutionen Kernehuset/Engblommen i Snejbjerg udvides med 100 børnehavepladser
– Højgårdsskolen Lind får bedre plads til førskolebørn, nye toiletter, fag- og mødelokaler
– Højgård Børnehus, Lind, tilbygning til 35 børnehave-børn og 15 vuggestuebørn
– Renovering af daginstitutionen Solstrålen, udendørs legeplads og indvendig renovering
– Anlægsbevilling til Lindbjergskole, udendørsområde til leg og motion
– Anlægsbevilling til renovering af Legeplads på Valdemarskolen
– Projektmidler til opstart af affaldssortering på skoler
– Frigivelse af anlægsbevilling til Talentskole v. Sportscenter Herning hvor det 1. spadestik tages i dette forår og byggeriet klar til indflytning august 2021. Talentskolen har gennem flere år været en del af vores folkeskole, hvilket er ret unikt. I Herning mener vi nemlig det er vigtigt at talent kan dyrkes uanset social status og økonomisk formåen. Med den nye placering af talentskolen ved Holing kan eleverne få optimal udbytte af de eksisterende sportsfaciliteter.

Penge til fornyelse i landsbyerne
I Herning Kommune er vi så heldige at vi har fået del i en statslig pulje til landsbyfornyelse. Puljen kan bruges i byer med færre end 4000 indbyggere. Beløbet frigives hvis vi selv bidrager med 40% af byfornyelsesmidlerne. Det gør vi selvfølgelig gerne, da det betyder at vi over de kommende 2 år har ca. 3.7 til landsby-fornyelsesaktiviteter.
Der vil blive igangsat en ansøgningsrunde så alle byer under 4000 indbyggere kan søge om del i puljen til konkrete projekter.

En lykkelig beslutning
I sidste uge traf vi i Økonomiudvalget beslutning om at blive vært for afholdelse af Lykkeliga Cup. Vi har gennem de seneste år haft held med at trække store internationale sportsevents til Herning. Lykkeliga Cup er en Landsdækkende håndboldturnering for udviklingshæmmede og man forventer 2500 deltagere i 2020. Det er måske ikke en af verdens største sportsbegivenheder men helt sikkert den lykkeligste for de mange deltagere og deres familier. Vi er super glade for at Lykkeliga kommer til Herning.

Midtvejs møde
I sidste uge deltog jeg sammen med min byrådskollega Vinnie Borbjerg i et ”midtvejsmøde” arrangeret af Alhuset i Kibæk. Ud fra den tanke at vi ikke kun vil mødes med vælgerne op til valg, men også meget gerne vil høre hvad vælgerne mener og tænker vi løbende skal have fokus på. Det var en god aften – ca. 50 personer var mødt op, og der var med mange input, spørgsmål og svar. Dejligt at så mange havde lyst til at bruge en aften på lokalpolitik. Tak for det – og tak til dig hvis du har læst mit nyhedsbrev til ende 😉

De bedste hilsner
Anne Mette Bang Rasmussen
Herning Byråd (V)