Regnskabets time

Byrådsmødet havde 20 punkter på dagsordenen, heraf to lukkede. Som overskriften antyder, stod en del af mødet i regnskabets tegn. Både gennemgang af årsregnskabet for 2018 samt afvikling af gæld på to trængte fagområder. Du kan som altid se den fulde dagsorden HER

Nyt parti i byrådet
Første punkt til behandling var godkendelse af ny politisk repræsentation i Byrådet. Tre af de fire løsgængere – Lone Nielsen, Anne Marie Christensen og Ernst B. Knudsen – ønsker fremover at repræsenter den nystiftede borgerliste i Herning. Anmodningen blev godkendt af det øvrige byråd, så fremover repræsenterer de tre ovennævnte den nystiftede Borgerliste.

Kommunens ”husholdningsregnskab” gennemgået
Vi godkendte på byrådsmødet årsregnskabet for 2018, som herefter sendes til revision. Vi har et samlet årligt budget på 5 mia. til både drift og anlæg. Vi kom ud af året med et underskud på 162,1 mio. Underskuddet skyldes i høj grad, at vi har afsluttet en del byggeprojekter i 2018. Men bare rolig, pengene var afsat i tidligere budgetår, og har lagt i ”venteposition” i den del af kommunekassen som kaldes ”overførte anlægsbevillinger”. Derfor kommer dette underskud ikke som nogen grim overraskelse.

Vi har en solid opsparing i kommunen – dog er en stor del “bundet”
12% er afsat til renovation.
7% er afsat til selvforsikring, derved er vi vores eget forsikringsselskab.
17% er afsat til det vi kalder udviklingsfonden (136 mio. afsat til køb af sygehusgrunden i 2020).
19% er overførte anlægsbevillinger, altså byggeprojekter som er politisk vedtaget men endnu ikke udført.
45% af opsparingen er ”fri” (disponibel likviditet). Ved udgangen af 2018 var dette beløb 358 mio.

60 mio gæld eftergivet til gavn for udsatte børn og handicappede
Jeg er super glad for at vi i samarbejde med de øvrige forligspartier, har truffet beslutning om afvikling af i alt 60 mio. ”gammel gæld” på Børne- og Familieområdet samt Social- og Sundhedsområdet. Det er på alle måde en god beslutning! Det har sikkert ikke undgået din opmærksomhed, at vi har været økonomisk presset på begge områder. Det har medført et svært og hårdt arbejde med både omstruktureringer og sparerunder. Havde vi ikke eftergivet gælden, skulle de to områder yderligere finde 60 mio i kommende års budgetter.
Så nu kan vi komme videre med udvikling frem for afvikling!

Sidder du nu efter at have læst ovenstående og tænker ”hvor kommer de 60 mio. fra?”. Ved gennemgang af vores årsregnskab kunne vi pege på:
– 33 mio er fra den årlige ”buffer til uforudset udgifter” som i år ikke har været i anvendelse.
– 18 mio kr har vi sparet i økonomiudvalget (på administration og projekter)
– 9 mio kr er en rest fra det beløb vi årligt afsætter til kommunal medfinansiering af sygehusene. I sig selv en rigtig god sag, da det betyder at vi har haft for 9 mio færre indlæggelser.

Det skal være nemmere at være borger
Fremadrettet vil hjælpen til borgere på udsatte- og misbrugsområdet ske på beskæftigelsesområdet. Dermed skal borgerne kun forholde sig til at gå et sted hen, uanset hvilken hjælp og indsats de har brug for. Om det bo-støtte, arbejdsprøvning, mentorforløb for at komme ud af misbrug og/eller ind på arbejdsmarkedet efter længere tids fravær o.s.v.
Borgeren skal ikke længere forholde sig til flere sagsbehandlere i forskellige afdelinger og vil fremadrettet få en samlet indsats.
Jeg er sikker på at forenklingen på sigt skaber bedre resultater, og tryghed hos borgerne som har brug for hjælp.
For at ovenstående lovmæssigt kan finde sted, måtte vi ændre på styrelsesvedtægterne for kommunen, så det godkendte 28 ud af 31 i aftes på byrådsmødet.

Takststigning for SFO godkendt
Jeg skrev om takststigningen i mit forrige nyhedsbrev. I går blev stigningen endelig godkendt i byrådet med effekt fra 1. august 2019. Med stigningen ligger vi os på niveau med omkringliggende kommuners takster. Punktet medførte en længere debat, hvor Borgerlisten bl.a. fremførte at vi kom til at ligge med nogle af de højeste takster i landet. Fakta er at vi med stigningen placerer os i midten af hvad man betaler rundt i landets 98 kommuner og ca. på niveau med vores nabokommuner (nogle er lidt over andre er lidt under). Den øgede indtægt fra SFO stigningen bliver på Børne- og Familieudvalgets område. Altså får de en tiltrængt budgetforhøjelse på ca. 11 mio. Vigtigt at pointere at der stadig er søskenderabat, nedsat takst eller friplads ved lav indkomst, helt som det hidtil har fungeret.