Så er budgetkabalen for 2020 gået op…


Meget tæt på deadline kunne vi i dag skrive under på budgetaftalen for de kommende fire år i Kommunen. Bag aftalen står 28 af byrådets 31 medlemmer. Vi har haft en konstruktiv, lang, men samtidig god forhandlingsproces – faktisk over flere dage – med de øvrige gruppeformænd og et byrådsmedlem udenfor parti.

I Venstregruppen havde vi en klar målsætning forud for forhandlingerne. Vi ville prioritere de bløde værdier. Det mål har vi sigtet efter i forhandlingerne. Det har bl.a. ført til beslutningen om to større budgetforøgelser over de kommende fire år, fordelt med 29 mio. på Handicap og Psykiatri og 22,5 mio. til “Herning Modellen” for udsatte børn. På Folkeskoleområdet har vi desuden vedtaget fuld løn og prisfremskrivning. Dette medfører et løft på 5,1 mio.

Med aftalen har vi også besluttet at oprette 200 nye plejehjemspladser, som vi estimerer er nødvendig i den kommende ti års periode. De store efterkrigsårgange bliver ældre, derfor vil antallet af plejekrævende ældre forventeligt stige. Det skal være trygt at blive gammel i Herning Kommune. Også hvis man stadig har sin ægtefælle, så nogle af de nye pladser skal indrettes til ægtepar.

Andelen af fysisk aktive borgere skal øges, det er godt for folkesundheden generelt og så er det også i høj grad godt for det enkelte menneskes livskvalitet. Derfor glæder vi os til at få sat gang i flere konkrete projekter vedr. “Bevæg dig for livet”. Dette sker i samarbejde med DGI og DIF. Af samme grund er nye muligheder for bevægelse og sundhed også prioriteret i vores budgetaftale. Bl.a. etablering af Lind Outdoor, nye mountainbike spor, det Blå Rum v. Fuglsangsø og muligheden for at søge tilskud til parasport-aktiviteter.

Normeringsspørgsmålet på landets daginstitutioner har været debatteret rigtig meget. I flere år har personalet på daginstitutioner været frustreret over den voksende mængde dokumentationsarbejde. Det tager for meget tid fra børnene. Vi har derfor besluttet at nedsætte en hurtigt arbejdende gruppe, som skal klarlægge hvor meget tid der bruges med børnene og hvor meget med andre arbejdsopgaver. Gruppen skal komme med et bud på om der er arbejdsopgaver som kan lettes, måske endda helt smides væk. Vi ønsker klart at mest mulig tid skal bruges med børnene. Vi forventer at der via finansloven tilføres penge til at øge normeringerne. Disse vil vi tilføre krone til krone til flere hænder og ansættelse af pædagogisk uddannet personale bør prioriteres.

Budgetaftalen skal både sikre den daglige drift, men også have øjnene rettet mod fremtiden. Her kommer vi ikke udenom klimaspørgsmålet – og hvad kan vi gøre ved det i Herning? Vi har allerede en lang række initiativer på tapetet, bl.a. arbejder vi på at få udledningsfri bybusser, eldrevne renovationsbiler, højere grad af affaldssortering og energibesparende tiltag i kommunale bygninger.

Vi ”tyvstarter” faktisk lidt på affalds sorteringen på hele folkeskoleområdet, da vi ved at børn er gode ambassadører for forældre, når det gælder om at ændre vaner i hjemmet. Allerede fra 2020 starter affaldssorteringen på samtlige folkeskoler. Der afsat 1 mio. til at implementere dette på skolerne. Fra januar 2021 skal vi også sortere affald i fire fraktioner i hjemmene.

Vi vil sætte nye mål for kommunens andel af vedvarende energiproduktion, da vi allerede i 2020 når vores ”gamle” mål for 2030 (60MW).


Sidst men ikke mindst ønsker vi også at støtte erhvervslivet i arbejdet med klimabevidsthed, dette arbejde skal lede til nye muligheder frem for begrænsninger. Historisk set har vi her i området brugt samfundsmæssige forandringer til at skabe fremdrift og stor virksomhed. Helt konkret vil vi etablere et bæredygtighedscenter i Herning Kommune. Her skal private virksomheder, uddannelsesinstitutioner, organisationer og kommunen sammen omsætte udviklingen på området til både fremskridt for klimaet og lokale arbejdspladser. Finansieringen sker via vores udviklingsfond, med 20 mio. til de kommende 4 års udvikling og drift af området.

Ovenstående var blot uddrag fra det 17 sider lange budgetforlig som indeholder mange flere gode tiltag. Læs det komplette forlig her: