Ja, så er et nyt år i gang og det første byrådsmøde afholdt. Mødet havde 16 punkter og blev igen – igen afholdt som et digitalt møde. Du finder den fulde dagsorden HER
Jeg vil herunder lige fremhæve nogle punkter.
Kommunens planer i et 12 årligt perspektiv
Hvert 4. år skal vi lovmæssigt revidere vores kommuneplaner. Vi har ikke en krystalkugle at kigge ind i, så hvert fagudvalg arbejder med at retnings-sætte planer. Disse planer samles så i en revideret udgave af kommuneplanen, hvor en lang række temaer beskrives bl.a. :
– Vores politikker på de enkelte fagområder
– Erhverv og uddannelse
– Klima og energi
– Byudvikling
– Det åbne land
– Det gode liv
Er du interesseret i at vide mere om de enkelte temaer finder du det HER
Planerne fremlægges så til offentlig høring i perioden 11. feb. – 8. apr. 2021.01.17, hvor der kan afgives skriftlige høringssvar. Som en udvidet service og mulighed for at spørge ind til konkrete dele af kommuneplanen, afholdes der 5 borgermøder. Jeg har ofte deltaget i disse, da der altid kommer mange gode input og som lokalpolitiker er det et godt sted at tage pejling på hvad der betyder noget lokalt.
På grund af COVID 19 bliver møderne nok med stor sandsynlighed afholdt digitalt – desværre, men møde-datoerne ligger fast:
23. feb. kl. 19-21 i Aulum Fritidscenter
25. feb. kl. 19-21 i Kibæk Krydsfelt
3. mar. kl. 16-18 på Biblioteket i Herning
11. mar. kl. 19-21 Snejbjerg Hallen
16. mar. kl. 19-21 i Gullestrup Hallen
Lind bygger ud, nu også langs hovedgaden!
På byrådsmødet behandlede vi en foreløbig plan som skal give mulighed for at etablere et centerområde ved Vejlevej og Lind Hovedgade i Lind, med mulighed for at opføre mindre boliger og etablere detailhandel. På området har der tidligere været tømmerhandel. Med den nye planlægning og forhåbentlig realisering af planen, vil området i højere grad komme til at fremstå indbydende og som en del af den øvrige by. Det kan bliver rigtig godt.
4,3 mio. ekstra til udvikling af ny behandlingsmetode på børneområdet
I Børn og unge udvalget har vi søgt og sørme også fået bevilliget et ekstra statsligt tilskud på 4,3 mio. til projekt ”Mentaliserings-baserede lettere behandlingsindsatser” – og langt ord som måske kræver lidt forklaring:
Det er en ny indsats vi gerne vil benytte, for at hjælpe på børn og unge, der har svært ved at regulere deres følelser. Det kan for børn/unge have store konsekvenser, hvis de ikke magter at styre deres følelser. Det kan have en negativ konsekvens for deres trivsel, sociale relationer, mulighed for at deltage i fællesskabet og sidst og værst er der risiko for på længere sigt at udvikle en psykisk lidelse, hvis de ikke får hjælp.
Indsatsen skal også støtte familie og øvrige kontaktpersoner – det kan være pædagoger eller lærere, så de opnår viden om reaktionsmønstrer, og de lærer hvordan de bedst kan hjælpe og støtte.
Der er projektøkonomi til tre år. Målet er at vi gennem de tre år høster viden og erfaring om behandlingsmulighederne, og herefter tilføjer behandlingsformen til de øvrige indsatser vi kan tilbyde i PPR (pædagogisk-psykologisk rådgivning).
Ændring af skole-distriktsgrænsen mellem Gullestrup og Tjørring
På baggrund af nye udstykninger af boliggrunde mellem Tjørring og Gullestrup har vi arbejdet med at ændre grænsen for skoledistrikter. Området hørte oprindeligt til Gullestrup Børnecenters skoledistrikt, men en stor del af de nye boligområder ligger geografisk tættere på Tjørring Skole.
Forslaget har været i høring og der kom høringssvar fra 6 institutioner bl.a. de 3 skoler i området samt Gullestrup menighedsråd og Gullestrup Lokalråd. Vi lyttede til høringssvarene og flyttede grænsen længere mod øst, hvor der er et mere naturligt skel både landskabsmæssigt og geografisk med afstand til de ovennævnte skoler. Med den nye opdeling kommer ca. 2/3 af de nye udstykninger til at høre under Tjørring Skole og 1/3 til Gullestrup.
Lind oplever både bygge- og børneboom
Højgård Børnehus og Højgård Skole er beliggende i et område i Lind hvor der gennem de seneste år er blevet bygget masser af nye boliger. Nye boliger betyder flere børn – altså et positivt problem! Derfor har vi i de seneste to år etapevis bygget til både skolen og daginstitutionen.
På byrådsmødet i aftes skulle vi så godkende licitationsresultatet for 3. og sidste del af den samlede anlægsbevilling til Højgård. Dog har det vist sig at licitationen oversteg det resterende budget. Men med et tidligere mindre-forbrug på anden bygge-etape af Højgård samt midler fra en pulje vi har til udvidelse/omlægning af pladser på dagtilbudsområdet kunne enderne nå sammen, og vi kunne godkende licitationen.
I den østlige del af Lind – eller som de siger i Lind: på den anden side af hovedvejen, er der også mange børn og for lidt plads. Derfor besluttede vi med det seneste budgetforlig at opført en helt ny daginstitution på Kollundvej med plads til cirka 170 børn, både vuggestue- og børnehavepladser.
Ligesom SFO-lokalerne på Kollundvej 41 og Koustrup gård får renoveret/tilpasset deres lokaler.
Min nye kasket passer mig godt
Det var kort nyt fra byrådsmødet. Ellers er 2021 kommet godt i gang lokalpolitisk. Vi arbejder selvfølgelig under nødvendige digitale forhold, men arbejdsopgaverne er de samme. Ja, mine er faktisk ændret en hel del og blevet til flere. Fra at være udvalgsmedlem i Økonomi og Erhvervsudvalget samt gruppeformand for Venstregruppen er jeg pr. 1. december flyttet til Børne- og familieudvalget, hvor jeg har overtaget formandskasketten efter Dorte West, som jo er vores nye borgmesterkandidat, og derfor med fordel har fået sæde i økonomi og erhvervsudvalget.
Opgaverne i Børne- og familieudvalget er ikke helt ukendte, da jeg tidligere har været medlem af udvalget. Så jeg er rigtig glad for at være tilbage. Det er et spændende udvalg at være en del af.
Lige nu er der ikke meget normalitet at spore da skolerne er lukket ned p.g.a. COVID19, men lærerne har med erfaring fra foråret igen sat sig bag skærmene og fjernunderviser på livet løs. Stor ros for deres omstillingsparathed!
Mine egne børn er store, kun min yngste datter hjemmeundervises og det er i 1. g, så hun er selvkørende. Men jeg har enorm meget respekt for de forældre der skal jonglere mellem at hjemme-undervise et eller flere børn og samtidig klare eget job hjemme fra spisebordet. Heldigvis bevæger smittetallene sig i den rigtige retning – nedad, så forhåbentlig kan vi snart få eleverne tilbage i vores skoler og så småt begynde at åbne resten af samfundet op igen.
Det var alt for denne gang. Jeg snød jer for et nyhedsbrev i december, beklager. Men ud over en del møder, var det min virksomhed som slugte resten af min vågne tid. Så ret så forsinket – ønsker jeg hermed et godt og forhåbentlig meget bedre (COVID19-frit) nytår til dig