Grøn ordning midler til Assing

I aftes var jeg til byrådsmøde, her blev der bl.a. evalueret på de forsøg man under valget kørte med brevstemme muligheder på forsorgshjem og uddannelsessteder. Beslutningen blev truffet om at beholde brevstemmemulighederne på forsorgshjemmene, men ikke på uddannelsestederne. Generelt var der en større deltagelse ved kommunalvalget 2013 end 2009. Dette skyldes dog ikke muligheden for at stemme på uddannelsestederne da ganske få studerende reelt benyttede sig af dette.

På byrådsmødet blev der også vedtaget et foreløbigt tillæg til kommuneplanen for etablering af vindmøller ved Haugevej syd for Birk. Dette område er udlagt i Kommuneplanen 2013-2024 som en af de mulige 9 vindmølleområder i kommunen. Selvom området fremgår som et godkendt område  for etablering af et vindmølleprojekt skal man udarbejde et kommuneplantillæg når det drejer som om et VVM- pligtigt anlæg. Derfor denne sag.
Ligeledes blev et debatoplæg til et vindmølleprojekt ved Fonevad vest for Snejbjerg (dette område indgår også i kommunens vindmølleplan ) behandlet og projektet kan nu sendes i offentlig høring.

Punkt 108 på dagsorden ”Grøn ordning Assing” gjorde at jeg fik min debut med taletid på byrådsmødet.

Når der opstilles nye vindmøller i en kommune, har den pågældende kommune mulighed for at søge om tilskud til initiativer, som kommer lokale borgere til gavn.
Grøn ordning bliver i det her tilfælde udløst af midler fra etableringen af Vindmøllerne på Pårupvej.
Der var ialt indkommet ansøgninger på 1,9 million. Da den samlede pulje der kan søges til, er på 585.200 må vi prioritere og desværre vælge mange rigtig gode ansøgninger fra. De projekter vi har valgt at indstille sendes nu videre til Energinet som har den endelige afgørelse i sagen om støttemidler afledt af Grøn ordning.

I udvælgelsen opprioriteres de ansøgninger som kan realiseres i lokalområdet og samtidig komme flest mulig borger til glæde og gavn. Derfor har vi i første omgang valgt at indstille ansøgningen om tilskud til nyt tag på den gamle hal i Kibæk Krydsfelt  og etablering af Outdoor fitnessredskaber i umiddelbar nærhed af Kibæk Krydsfelt. Den endelige godkendelse af ansøgningerne ligger hos Energinet.

Ubrugte midler i GRØN ORDNING overføres til næste ansøgningsrunde og prioriteres igen anvendt i det lokalområde hvor de er tildelt.

Vi har i byplanudvalget valgt at sende en opfordring til energinet, hvor vi vil anbefale visse lempelser i forhold til hvilke projekter der kan tilgodeses. P.t. godkender energinet ikke ansøgninger hvor dele af projektarbejdet udføres af de lokale ildsjæle. Det finder vi er ærgerligt, og vi håber Energinet vil være lydhøre overfor vores input. Hvis GRØN ORDNING blev udført med frivillig arbejdskraft, ville man kunne fordele midlerne på flere projekter og derved tilgodese flere ansøgere.

Pkt. 110 på dagsorden var en orientering om ansøgningen til ældrepuljen. Ædrepuljen blev en realitet i forbindelses med finansloven for 2014, hvor der blev afsat en pulje på 1 mia. kr. til løft af ældreområdet

Det var den milliard Enhedslisten gerne så øremærket til et ekstra ugentligt bad, som nogle af jer måske husker? Undersøgelser viser at det ikke er det de ældre efterspørger. Heldigvis blev belsutningen om hvad de ekstra penge kunne bruges til, lagt ud til de enkelte kommuner, dog med det MEN at det skulle bruges på ældreområdet.

Dette er på den ene side meget glædeligt da pengene bestemt falder på et tørt sted. Social- og sundhedsudvalget har prioritert at  bruger pengene til bl.a. drift af akutteamet og styrkelse af sygeplejen, nedbringelse af ventetid på genoptræning samt generelle investeringer på demensområdet, da behovet på dette område er stærkt stigende.

Når jeg skriver at det på den ene side er glædeligt, så er det fordi det dejligt at få tilført flere midler end man først var stillet i udsigt til et socialt serviceområde. Men det er samtidig frustrerende at vi af regeringen er låst af at bruge pengene på ét serviceområde, når vi samtidig har udsigt til store besparelser på et hastigt voksende psykriatri og handicapområde.

Ovenstående er et eksempel på at man fra statens side går ind og tager indflydelse på kommunale beslutninger. Uden hensyn til at der er forskel fra kommune til kommune hvor behovet for ekstra midler er størst.