POLITIK I gårsdagens avis havde et læserbrev med overskriften »Politik med væmmelse« fået spalteplads. Et medlem af Socialdemokratiet i Herning Kommune, Kai Østergaard, lufter sin frustration over, at der i sidste uge, af forligskredsen bag budgettet for 2017, blev taget politisk beslutning om igen at decentralisere madlavningen ud til kommunens plejecentrer. Finansieret af en pulje til »bedre ældre-mad« på finansloven.
Samtidig blev det besluttet, at der skulle øremærkes 25 millioner til fire midtbyskoler i Herning. Disse penge går til en meget tiltrængt opgradering af bl.a. udendørsfaciliteter, læringsmiljøer og toilet-faciliteter. Hvilket der ekstraordinært – ud over det allerede vedtagne budget – kan findes finansiering til på grund af øgede indtægter ved grund- og ejendomssalg samt færre udgifter end forventet til administration i 2016.
Jeg tror, at de fleste borgere – uanset partifarve – glædes over disse beslutninger. Beslutninger, som kommer en masse mennesker i vores kommune til glæde og gavn hver evig eneste dag i mange år frem. Beslutninger, som socialdemokraterne i byrådet dog ikke kunne være med til at tage, da de tidligt i budgetforhandlingerne for 2017 valgte at stå uden for budgettet og derved satte sig selv uden for indflydelse.
Er det reelt her væmmelsen stammer fra? Eller er væmmelsen måske nærmere en ærgrelse over ikke at kunne tage del i de gode beslutninger for borgerne?
Ret skal være ret. Det er korrekt, at socialdemokraterne i deres eget udkast til budget for 2017 stillede forslag om at genoprette de store produktionskøkkener på kommunens plejecentre. Dette forslag skulle finansieres af kommunens »buffer«, hvilket ikke kunne accepteres som mulig finansiering af de øvrige partier. Anden finansiering blev dengang ikke anvist af socialdemokratiet. Derfor nedstemt.
Med puljen til ældre-mad kan vi nu sikre forsvarlig finansiering og samtidig få duften af madlavning tilbage. Ikke bare i produktionskøkkenerne, som socialdemokraterne foreslog, men helt tæt på beboerne i deres leve-bo miljøer (køkken alrum som deles af 8 – 12 borgere). Den daglige madlavning bliver på denne måde en aktivitet, som kan følges tæt. Måske kan nogle borgere, hvis førligheden, lysten og kræfterne er til det, endda selv give en hånd med.
Et plejehjem i kommunen har allerede leve-bo miljøer og rigtigt gode erfaring hermed. Det skaber mere »liv« i dagligdagen og kan være med til at øge fællesskabsfølelsen.
Kai Østergaard skriver, han væmmes – men jeg vil have lov til at glædes, jeg kan simpelthen ikke andet over to så gode beslutninger!