Kære nyhedsbrevmodtager
Tak for sidst til de af jer der deltog i Assing/Kibæks Venstres virksomhedsbesøg på Siemens Windpower i aftes.Her kunne vi ud over rundvisning og præsentation af virksomheden også opleve EU politiker Morten Løkkegaard og MF Esben Lunde redegøre for Venstres masterplan for øget vækst og beskæftigelse i Danmark samt energipolitik set fra hhv. dansk og EU perspektiv.
Spørgelysten var stor, mange emner blev rundet, lanspolitisk, EU-politik og oplevelser af overimplementering af EU regler, ligsom Putin også fik knap så venlige ord med på vejen.
Det var rigtig dejligt at så mange (65) havde tilmeldt sig dette arrangement.
Nyt fra byrådet
I går eftermidddags var det igen blevet tid for det månedlige byrådsmøde og jeg vil ganske kort forælle lidt herfra:
Årsregnskab 2013
Årsregnskabet 2013 for Herning Kommune blev fremlagt og godkendt på byrådsmødet.
Årets økonomiske resultat blev et underskud på 184,9 mio kr. lidt mindre end det forventede underskud på 187,7 mio kr. Det betyder at vi i 2013 har formindsket kommunens kassebeholdning.
Grunden er at 2013 har været et år med investering i en del store projekter. Der er bl.a. blevet anvendt 383 mio kr. på anlægsprojekter i 2013 mod 260 mio kr. i 2012.
Dette har været en bevidst og nødvendig investering i anlæg af bl.a. skole, halrenoveringer, plejeboliger og veje som har kastet lokale job af sig, i en tid hvor især bygge- og anlægsområdet har været trængte.
Det komplette årsregnskab bliver offentliggjort i nærmeste fremtid på herning.dk
Kommuneplantillæg og ændring af lokalplansager
Den største del af punkterne på byrådsmødet var behandling af kommuneplantillæg og lokalplansager. Både foreløbige og endelige vedtagelser. Har du interesse for at se nærmere på de enkelte sager kan du finde disse her.
Legepladser
Efter kommunesammenlægningen steg antallet af legepladser i kommunen, men budgettet til renovering forblev det samme som det var i tidl. Herning Kommune. Dette har betydet at nedslidte legeredskaber mange steder er nedtaget i stedet for løbende at blive renoveret eller udskiftet. For at undgå nedlæggelse af flere legepladser er der nu udarbejdet en plan for de tilbageværende legepladser. Nogle forsøges overdraget til bolig- eller borgerforeninger. Som udgangspunkt er det besluttet at alle børn i byerner mellem 0-10 år skal have adgang til en legeplads i nærområdet. I Kibæk vil legepladsen ved børnesøen stadig være en kommunal legeplads.
Ældrepuljen – Akutteam
I forbindelse med finanslovsforhandlingerne blev 1. mia. øremærket til ældreområdet. Dette har nu udløst den endelige bevilling fra staten på 14,6 mio. kr. til Herning. Denne bevillig har muliggjort etablering af et akkutteam som længe har været et stort politisk ønske.
Akkutteamet består af 11 fastansatte sygeplejersker som bl.a. skal tage hånd om de patienter som idag bliver hurtigt udskrevet fra hospitalet og måske er utrygge ved at skulle tilbage i eget hjem.
Akkutteamet kan også varetage opgaver som sårpleje og dropmedicenering i hjemmet. Derved kan borgeren i mange tilfælde undgå indlæggelse på hospitalet.
Samtidig vil teamet også have fokus på at forebygge indlæggelser eller at syge borgere bliver genindlagt efter at være udskrevet. Akutteamet vil være med til at skabe tryghed for den enkelte borger.
Det var et meget kort uddrag af dagens 34 punkter til byrådsmødet. Du kan som altid se kan som den fulde dagsorden og beslutningsreferatet her: http://www.herning.dk/om-kommunen/byraadet/dagsordner-og-referater-for-byraadet
Ellers er noget af det der fylder meget i mit politiske arbejde lige nu, arbejdet med den fremtidige skolestruktur i Herning Kommune. Der bliver afholdt samrådemøder med skolebestyrelser og aflagt besøg på de skoler som har ønsker om et møde.
Hvorfor en ændring af skolestrukturen?
Arealmæssigt er vi en af de største kommuner Danmark, dette betyder vi har 33 folkeskoler. fordelt over kommunen. Mange skoler oplever i disse år et faldende elevtal, og det bliver især mærkbart på allermindste skoler. Som en konsekvens af dette har Byrådet fået udarbejdet en strukturrapport som belyser de mindste skolers fremtidige forventede elevudvikling og scenarier for evt. sammenlægning med en anden landsbyskole eller overbygningsskole.
Det er vigtigt for mig at pointere at evt. kommende skolelukninger ikke er et led i en spareplan. Det er heller ikke fordi vi kan påvise at de mindre skoler har haft dårligere faglige resultater end de større skoler – eller omvendt. Det er alt sammen et spørgsmål om fremtidig kvalitet – vi vil de bedste skoler til vore børn, hvordan opnår vi det?
Pr. 1. august 2014 træder folkeskolereformen i kraft og ændrer markant på kravene til den skolegang og den undervisning vi kender. Vi har som kommunalpolitikere ansvaret for at alle elever undervises på et højt fagtligt niveau og med faglige udfordringer.
Dette betyder bl.a. at samtlige lærere skal være uddannet i de linjefag de underviser i. Dette kan være svært at efterkomme i de mindste skoler, med en meget lille lærergruppe.
Skolereformen indebærer også en langt højere grad af niveauinddelt undervisning. Dette for at tilgodese ALLE elever, både de bogligt svage og meget dygtige elever.
Det er ikke en let og ligetil opgave at niveauinddele på de mindste skoler, hvor én lærer idag ofte samlæser flere årgange i samme klasseværelse.
På skoler med to eller tre klasser pr. årgang kan disse i langt højere grad niveaudeles på tværs af klasserne, hvilket mange af de større skoler allerede er startet på og har rigtig gode erfaringer med.
Ovenstående krav gør at de mindste skoler er meget udfordret på at leve op til kravene i folkeskolereformen.
Vi vil desuden gerne give folkeskolelærerne mulighed for at arbejde tættere sammen med andre der underviser i samme linjefag. Dette vil betyde daglig, faglige sparring og idéudvikling.
Jeg hører at mange forældre udtrykke bekymring for at sætte helt små børn i en skolebus, hvis skolelukningerne nogle steder bliver en realitet. Men husk at det for mange børn i Herning kommune er en helt naturlig del af skoledagen og har altid været det. Herning er en landbrugskommune – mange børn bor ude på landet. Disse børn har gennem hele deres skoleliv været vant til at tage bussen til og fra skole, uden dette på nogen måde har betydet en kvalitetsforingelse af selve skoledagen.
Vi vil fra politisk side være meget opmærksomme på at transporttiden i bus til en evt. ny skole, skal være af acceptabel længde, også af hensyn til den længere skoledag som reformen også medfører.
Vi ønsker fra udvalgets side at beholde frigjorte økonomiske midler fra en evt. omstrukturering på skoleområdet. Disse kan bl.a. bruges til højere grad af to lærer undevisning eller lærer/pædagog undervining, som undersøgelser viser har stor indlærings- og trivselsmæssig effekt på eleverne. Det øgede fokus op bevægelse og motion gør også at vi på flere skoler har brug for midler til løbende at opgradere legepladser og udeområder.
Beslutningen om hvordan den fremtidige skolestruktur skal se ud ligger dog ikke i børne- og familieudvalget. Det er en beslutning der involverer mange borgere, derfor er det besluttet at samtlige formænd fra de enkelte partier har fået mulighed for at komme til orde i forhandlingerne. Denne fremgangsmåde er valgt, så alle partier får mulighed for at deltage i beslutningsprocessen (i børn og familieudvalget er vi repræsenteret med fire forskellige partier og der er ialt syv partier i byrådet).
De bedste hilsner
Anne Mette Bang Rasmussen
Byrådsmedlem (V), Herning Kommune
byrar@herning.dk
Tlf 60 67 99 97