Nu skal det igen dufte dejligt af mad rundt på kommunens plejehjem

madDer har længe været et stort ønske også fra beboere og pårørende om at få madlavningen tilbage på plejecentrene. En pulje på finansloven for 2017 giver os nu også politisk mulighed for at bringe madduften – og alle de gode oplevelser omkring det, at maden bliver lavet på stedet – helt tæt på plejehjemmets beboerne – helt ud i de enkelte afdelinger.

Flere af vore plejecentre er i dag allerede indrettet med leve-bo miljøer (faglig betegnelse for et fælles køkken-alrum, som deles af 8 – 12 beboere), hvor det er tanken maden skal laves. Så vi har allerede rigtig gode erfaringer med leve-bo miljøet.

Køkkenalrummet er husets hjerte i de fleste familier, stedet hvor man er sammen omkring madlavningen. Tanken er  at sådan skal det også være, når man bor på et plejehjem. Så madlavningen kommer tilbage – ikke bare til èt produktionskøkken på hvert plejehjem, men helt ud i hver enkelt afdelings fælles køkkenalrum.

Den daglige madlavning bliver på denne måde en aktivitet, som beboerne kan følge på tætteste hold. De kan både se og dufte madlavningen. Måske kan nogle beboere endda hvis førligheden, lysten og kræfterne er til det, selv give en hånd med ved madlavningen eller bagning.

Det er mit håb at aktive leve-bo miljøer vil skabe fornemmelse for mere ”liv” rundt på vores plejecentre og danne grobund for mere fællesskab mellem beboerne.

 

Pressemeddelelse, udsendt af Herning Kommune:

Madlavningen kommer tættere på de ældre

Budgetforligspartierne i Herning Kommune er enige om, at ældre borgere på plejecentrene fremover skal have endnu større fornøjelse af de daglige måltider.

Nu skal de ældre borgere på Herning Kommunes plejecentre tættere på den daglige madlavning. Budgetforligspartierne bag Budget 2017 – Venstre, Dansk Folkeparti, SF, Enhedslisten, Radikale Venstre, Kristendemokraterne og Dansk Samling er enige om, at Herning Kommune skal lægge billet ind på en ny pulje, som er en del af Finansloven for 2017.

Puljen giver Herning Kommune mulighed for at søge 6,75 mio. kr. til at ”renovere, etablere og genetablere køkkener på landets plejehjem”. Målet er at skabe de bedst mulige rammer for måltidet for de ældre borgere.

– Madlavning skal være en aktiv del af beboernes hverdag, som de løbende kan følge med i og deltage i, hvis de ønsker det. Samtidig øger det fleksibiliteten omkring madlavning og valg af retter. Derfor vil vi nu satse på at etablere såkaldte leve-bo-miljøer – en slags køkkenalrum – så tæt på de ældres plejecenter-bolig som overhovedet muligt, siger Anne Marie Søe Nørgaard, (V), formand for Social- og Sundhedsudvalget i Herning Kommune.
I dag får langt hovedparten af de ældre på plejecentrene mad leveret fra Centralkøkkenet i Aulum. Tre plejecentre har selv produktionskøkken, mens to allerede i dag har leve-bo-miljøer, blandt andet Vesterled.
Omlægningen til leve-bo-miljøer finder sted i takt med tildelingen af penge fra statens pulje. Budgetforligspartierne forudsætter, at driften vil kunne holdes inden for de eksisterende, økonomiske rammer.
– Vi har rigtig gode erfaringer med leve-bo-miljøet på Vesterled. Disse gode erfaringer ønsker vi nu rullet ud på kommunens øvrige plejecentre til gavn for de øvrige ældre medborgere. Samtidig har vi på de øvrige nybyggede plejecentre i Lind og ved Fuglsang Sø allerede indrettet køkken-alrum, så her er vi på forkant, siger Anne Marie Søe Nørgaard.

Politiskolen til Herning – vi glæder os – andre er ærgerlige, sådan vil det nok være…

Der var stor stor glæde i byrådsgruppen og blandt de ansatte på kommunen, den 9. november, da der kom en tydelig tilkendegivelse fra regeringen, at den nye politiskole ville blive placeret i Herning.

Beslutningsprocessen har været meget lang. Mange byer har budt ind med ønsker om at politiskolen skulle placeres i netop deres by. Ingen tvivl om at der er lagt masser af arbejde i dette projekt rundt i de mange kommuner som har budt ind på projektet.  Og at skuffelsen derfor alle andre steder end i Herning er stor, har været tydelig på både sociale og landsdækkende medier. Sådan vil det være, vi havde helt sikkert også været ærgerlige, hvis placeringen ikke var blevet i Herning – indrømmet.

Men stop nu den hetz det her er ved at udvikle sig til!
I dag går Jyllandsposten så langt at de beskylder borgmesteren for at bryde loven,  fordi han på sin private facebook side har skrevet – i anførselstegn bemærket – at politiet ”kvit og frit” kunne låne andre lokaler i kommunen indtil politiskolen er bygget.

En lidt kæk bemærkning der er skrevet EFTER beslutning om placering er taget.  En bemærkning som blot skal ses som en tilkendegivelse af at vi i kommunen vil strække os så langt vi overhovedet kan, SELVFØLGELIG inden for lovens rammer for at politiet hurtigt kan komme i gang med at uddanne flere betjente, som Danmark har brug for.
Vil du læse borgmesterens uddybende svar på ovennævnte mistænkeliggørelse kan du læse her:

 

Nyt fra byrådsarbejdet – november 2016

Årets frivillighedspris
Umiddelbart inden byrådsmødet blev Herning kommunes frivillighedspris uddelt. Prisen er blevet uddelt siden 2001 og gives til personer, grupper, foreninger eller institutioner, der yder en frivillig og bemærkelsesværdig indsats i Herning Kommune.

Årets frivilligpris tilfaldt i år i lalt 52 personer, nemlig de frivillige ved Headspace, som hjælper unge med både store og små problemer i hverdagen. Det kan være alt fra kærestebøvl, boligproblemer, spiseforstyrelser eller unge som kæmper med eksempelvis angst. Hjælpen er anonym, og baserer sig på at frivillige hjælper de unge der kommer forbi. De mange frivillige har vidt forskellige baggrunde, aldersmæssigt spænder de fra 19 – 72 år.

” Vinderne har sammen, og hver især, været en del af en succes, og har alle ydet deres for at gøre et helt nystartet tilbud til en kæmpe gevinst for Hernings unge”  citat: borgmester Lars Krarup.

Et stort tillykke til Headspace med frivilighedsprisen 2016.

Aftenens byrådsmøde havde 22 sager på dagsorden – heraf var 6 lukkede.

Jeg giver udvalgte punkter lidt ord med på vejen, og har forsøgt med overskrifter at beskrive emner, så du kan udvælge det som interesserer dig.

Du finder den komplette dagsorden HER

Mulighed for udvidelse af eksisterende foderstof i Gødstrup
På byrådsmødet vedtog vi en foreløbig godkendelse, som kan bane vejen for en større udvidelse af en foderstofvirksomhed i Gødstrup. Virksomheden har søgt om tilladelse til at bygge i alt 8 siloer (højde: 28,5 m) til tørring af korn. Virksomheden er placeret i umiddelbar nærhed af motorvejsafkørslen og har derfor en logistisk god placering. Jeg mener den synlige påvirkningen af naturen kan forsvares, da det ikke ikke er et nyt projekt på en bar mark, foderstofbygningen ligger der allerede i dag. Om ganske kort tid bliver den nabo til en motorvejsafkørsel og på den anden side af afkørslen et kæmpe sygehus.
Den foreløbig vedtagelse af projektet sendes nu ud til høring i lokalområdet. Herefter tager byrådet endelig stilling (ja/nej) til udvidelsen.

Kommunen arbejder grønt
I  forbindelse med arbejdet for at nedbringe Co2 og arbejdet med at give os alle bedre grønne vaner, får vi i byrådet én gang om året et samlet ”grønt overblik”. En status over hvilke grønne indsatser der har været/er igangsat og hvad der planlægges fremadrettet i kommunen. Uddrag fra ”grønt overblik” herunder.

– Fremgang for solenergi i Herning Kommune (planlægning af solanlæg, dækker ca. 6900 husstandes årlige energiforbrug)
– Flere varmeværker i kommunen er nu Co2 neutrale p.g.a. Installering af solvarme
– Kobling af naturpleje og sociale kompetencer (motorsavshold STU, særlig tilrettelagt ungdomsuddannelse) plejer som en del af uddannelsen kommunale skove og grønne områder.
– Snejbjerg Skole er bygget med høj energistandard og grønne løsninger
– Højere benyttelse af genbrugspladserne, udvidet åbningstid og planlægning af ny stor genbrugsplads i Sunds. Vi er generelt blevet bedre til at sorterer vores affald, og forståelsen for at det er en ressource (indtægt for kommunen = borgerne) øges
– Indkøb af 71 hybridbiler til hjemmeplejen, forventes at nedsætte brændstofforbruget med 50%
– Fokus på rensning af forurenet overfladevand
– Arbejde med lokalplaner for sikring af grundvandet
– Ny målemetode for henkastet affald, samt interwiev med borger som skal sætte fokus på problemet
– Forsøgsordning mod madspild i kommunens centralkøkken
– Indarbejdelse af grønne løsninger i det kommende byggeri af Lindebjergskolen (Hammerum/Gjellerup)
– Indarbejdelse af energirigtige løsninger i fremtidige kommunale renoverings- og nybygningsprojekter

Som du kan se er der gang i rigtig mange grønne tiltag i kommunen. Hvis du vil vide endnu mere – læs dagsordenen bilag, punkt 297

Frikommuneforsøg på specialområdet – fornuft og bedre økonomi
Herning Kommune er sammen med 6 øvrige kommuner udvalgt til at deltage i et frikommuneforsøg. Forsøget er afledt af regerings ønske om regelforenkling og mulighed for at tilbyde bedre ydelser på en mere smidig måde.

Frikommune forsøg går altså ud på at ændre nuværende procedurer og regler, der er i høj grad åbnet op for nytænkning. Vi hilser det meget velkommen i kommunen og har en stor forventning til at forsøgene vil føre til ”bedre mening” for de involverede borgere og samtidig gøre ydelser mere rationelle og måske endda billigere.

Hver kommune skal udvælge 2 indsatsområder, Herning har valgt at arbejde med:
En mere glidende overgang mellem børne- og voksen på handicapområdet, som et forsøg på at forbedre overgangen, da paragraffer idag er forskellige alt efter om du er barn eller voksen.
Borgere i botilbud og ældre skal i højere grad have mulighed for at tilkøbe ydelser af kendt personale uanset om borgeren har valgt kommunal eller privat hjemmehjælp. Dette er ikke muligt i dag, hvis man har valgt en privat hjemmehjælper.

Kan man sikre en ny fremtid for 6 millioner?
Dansk Industri har tidligere på året bevilliget kr. 6.172.000 til et projekt med navnet ”ny fremtid”, hvis primære formål er at sikre arbejdskraft til de midtjyske virksomheder i metalindustrien, som i høj grad efterspørger medarbejdere.

Dette kobles sammen med en situation hvor vi har flygtninge og familiesammenførte, som har brug for at komme ud på arbejdsmarkedet. En kobling som forhåbentlig i fremtiden kan sikrer arbejdskraft til vores metalvirksomheder og som god sidegevinst vellykket integration.

Projektet løber over to år, og der vil bl.a. blive arbejdet målrettet med at opkvalificere ovennævnte gruppe, så de fremadrettet kan udfylde jobs i metalindustrien, som allerede i dag  er svære at besætte.
I løbet af projektets løbetid udvælges 100 personer som kommer i praktik på en metalvirksomhed, får tilknyttet mentor støtte ”hvordan er kulturen på en dansk arbejdsplads” og selvfølgelig sprogundervisning. Projektet er allerede så småt i gang. I alt 14 personer er/har været i praktik. Heraf er 2 allerede ansat i ordinær job, 1 er startet på uddannelse på metalområdet og 1 er ansat med jobtilskud.

Sdr. Felding skole tildeles 3.1 mill til at nå i mål med ombygning
I disse uger er et ombygnings- og tilbygningsprojekt i fuld gang på Sdr. Felding skole. Skolen har længe haft et ønske om nye faglokaler og nye klasselokaler til mellemtrinet (4. – 6. Klasse). Ombygningen har været opdelt i etaper. I budgetforliget 2017 blev der afsat yderligere midler til Sdr. Felding, så skolen nu kan komme helt i mål med ombygningen.

Det var nyt fra november måneds byrådsmøde.

Og så lige ganske kort om borgermøder rundt i kommunen –
I disse uger afholdes der borgermøder rundt i kommunen, hvor kommuneplanen for 2017 – 2028 præsenteres. Kommuneplanen indeholder planer for bolig- og erhvervsudvikling. Det er på borgermøderne muligt at stille spørgsmål til planlægningen, komme med indspark og gerne nye idéer – der er lagt op til høj grad af lokal indragelse og debat. Så mød endelig op og byd ind!

Datoer for kommende borgermøder:
Torsdag den 21.11 kl. 19.30 i Aulum Fritidscenter (vedrørende Aulum, Hodsager, Feldborg og Haderup)
Mandag den 28. november kl. 19.30 i Vildbjerg Sports- og Kulturcenter (vedrørende Vildbjerg, Vind,Sørvad, Ørnhøj, Abildå og Timring)
Onsdag den 30. november kl. 19.30 i Kibæk Krydsfelt (vedrørende Kibæk, Skarrild, Sdr. Felding, Karstoft, Sandet og Stakroge)

De bedste hilsner

Anne Mette Bang Rasmussen
Byrådsmedlem (V), Herning Kommune

byrar@herning.dk
Tlf 60 67 99 97

www.ambr.dk

Har høringssvar en reel værdi? Ja – de har i høj grad værdi i lokalpolitik!

Hej

Så har jeg igen været til byrådsmøde, denne gang med 25 sager på dagsordenen. Herunder et uddrag fra behandlede sager.
Du kan finde den fulde dagsorden her

2. behandling og endelig vedtagelse af budgettet for 2017
Det punkt på dagsordenen, som fyldte mest, var 2. behandling af budgettet for 2017 samt overslagsårene 2018 – 2020. Indholdet i budgettet skrev jeg en del om i mit forrige nyhedsbrev og vil derfor ikke bruge mere plads på de ellers mange gode ting i budgettet.

Jeg er dog stadig ærgerlig over, at vi ikke som et enigt byråd kan stå bag budgettet. Et bredt samarbejde i byrådet er klart bedst for hele kommunen – da samtlige 31 valgte politikere dermed får indflydelse på budgettet. Hvilket fremadrettet giver de bedste arbejdsbetingelser.

Så uenigheden om budgettet medførte en lang debat (på godt 3 timer). Debatten bar i høj grad præg af at de 4 socialdemokrater i byrådet har valgt at stå uden for budgettet. Efterfølgende har de fremlagt et alternativt budget, som blev stemt ned på byrådsmødet i aftes. 4 for og 26 imod (1 forhindret i at stemme).

I debatten forud for afstemningen om budgettet, blev der fra flere partier udtrykt stor undring over, at en stor del af punkterne på Socialdemokratiets alternative budget ikke engang var blevet nævnt til de indledende budgetforhandlinger, og derfor reelt ikke havde været fremme til forhandling med de øvrige partier.

Ligesom Socialdemokratiets udsagn om at ”de prioriterer mennesker før mursten” vist godt kan kaldes en sandhed med modifikationer. Da de reelt – i henhold til deres alternative budget – vil bruge 25 millioner ekstra på byggeri, end der er lagt op til i det vedtagede budget.

Et stort debatemne var også, at Socialdemokraterne foreslår at anvende kommunens bufferpulje til uforudsete udgifter (33 millioner pr. år). Dette er en pulje der ellers er bred enighed om at reservere, som sikkerhed, hvis budgetterne skrider.  (Vi risikere at blive straffet økonomisk af staten i efterfølgende år for et evt. overforbrug, derfor mener jeg det er helt rigtig og yderst foruftigt med en buffer).

Kan det egentlig betale sig at indsende høringssvar – et stort JA herfra.
Et debatpunkt vedr. budgettet var høringsprocessen. Der har været udtrykt undring over at der er høring efter budgetforlig ER indgået af forligsparterne. Er der så nogen mening med at indsende høringssvar??

JA, det er der helt klart god mening med. Høringssvar bliver altid læst meget nøje af de folkevalgte politikere, og er i høj grad med til at danne grundlag for det politiske arbejde. De indkomne høringssvar i forbindelse med budgettet har bl.a. medført et notat der omhandler følgende:

– Puljen som er afsat til renovering af skoler og haller i 2017 skal fordeles i efteråret 2016
– Fair fordeling af PAU elever, flest mulige institutioner skal tilgodeses
– Knudmoseskolen skal organisatorisk stadig høre under skoleområdet (CBL)
– Til forårets budgetkonference skal der præsenteres status og oplæg til fremadrettet IT strategi i folkeskolerne
– Folkeskolereformen betyder efteruddannelse/opgradering i liniefag af en del lærere, og dette vil medføre øget vikardækning

Sager fra Bylpan – mest om museumsgrunden ved Trøstrupgade
Som altid indeholdt byrådsmødet en del sager fra byplan. Heraf 9 vedr. lokal- og kommuneplaner.
Det punkt som tiltrak mest debat her, var den endelige vedtagelse for et nyt boligområde på den bageste del af museumsgrunden ved Trøstrupgade i Herning. Sagen har fået en del opmærksomhed i medierne, ligesom der er indkommet mange høringssvar fra beboere i området. Der har – dog kun på rygteplan – været 2 projekter. Vi i byplan og sælgeren af grunden (Herning Museum) har kun set og fået forelagt et projekt og det har vi måtte forholde os til.

De mange høringssvar til lokalplanen er i høj grad efterkommet. Dog delte højden på byggeriet med front mod Trøstrupgade byrådet. Et flertal endte med at vedtage, at der ud mod gaden måtte bygges i tre etager, dog med en tilbagerykket 3. etage.

Søg puljemidler fra Grøn ordning (- vær OBS på dette i Kibæk og Sunds)
I forbindelse med etablering af vindmølleprojekter indbetales der for hver MW der opstilles, kr. 88.000,- som kan ansøges til borgernære projekter, i de områder der ligger tæt på vindmøllerne.
Der er tidligere søgt og uddelt midler til mange gode projekter rundt i kommunen. Nu er der så den situation at ansøgning til to projekter i hhv. Sunds og Kibæk er frafaldet. Derfor er der i Kibæk kr. 121.925,- som der igen kan søges om og i Sunds kr. 200.000,-.
Du kan læse mere om ansøgningsmulighederne her:

Gode penge fra Socialstyrelsen til forebyggende arbejde i Herning Kommune
Kommunen har søgt Socialstyrelsen og fået tildelt i alt 1.996.258 kr. fra en pulje til tidlige forebyggende indsats.
Inklusionsarbejde. Beløbet fordeles over tre skoleår og brugest til det vi kalder ”Herningmodel Skole” som skal styrke indsatsen for forebyggende arbejde med børn i socialt udsatte positioner.

Det var oktober-nyt fra min stol i byrådet 🙂

Venlig hilsen

Anne Mette Bang Rasmussen
Byrådsmedlem (V), Herning Kommune

www.annemettebang.dk

Læserbrev: Er det en ”gratis omgang”?

At vi som mennesker har forskellige holdninger er fakta. Derfor kan det til tider være vanskeligt at blive enige, med mindre man er forhandlingsvillig og arbejder for en fælles sag. Det kommunale budget for 2017 viser at vi i byrådet i det kommende år, er 27 personer der arbejder for en fælles sag, og 4 der arbejder for deres egen.

Ja, jeg ved det godt, det er en lidt hård påstand, ”at de arbejder for deres egen sag”. Faktisk har jeg stor sympati for at Socialdemokratiet bl.a. vil bruge flere ressourcer på varme hænder, det ville jeg også gerne, hvis jeg ellers kunne påpege en fornuftig og mulig finansiering. Men når finansieringen af flere varme hænder risikerer at sætte kommunens økonomiske sikkerhed over styr, og risikere besparelser på ”de varme hænders områder” efterfølgende budgetår, hører min sympati op.

Og hvad mener jeg med ”at sætte økonomisk sikkerhed over styr”?

Hvert år hensætter vi af kommunens samlede budget på 5.1 milliard i alt 33 millioner som en sikkerhedsbuffer. Det gør vi af den ene grund, at vi risikerer at blive straffet af staten (i forhold til budgetloven), hvis vi ikke kan overholde vores kommunale budget. Bufferen skal i så fald bruges til at dække et evt. overforbrug. Denne buffer vil socialdemokraterne fjerne og i stedet lade de 33 millioner indgå årligt i driften.

Hvad kan der i værste fald ske, hvis vi ingen økonomisk buffer har?
Et eksempel: overstiger vi et år budgettet med 29 millioner, kan vi få samme beløb i bøde fra staten. Oven i risikerer vi at blive trukket 60% af de 29 millioner det efterfølgende år i statsmidlerne. Det vil betyde, at vi året efter et overforbrug på 29 millioner kan have 46,4 millioner mindre i budgettet, hvilket helt sikkert vil medføre besparelser!

At Socialdemokraterne bruger det faktum, at de i år har valgt at stå udenfor budgettet, som symbolpolitik er tydeligt. Ja nogen siger endda ”de er gået tidligt i gang med at stege valgflæsk”. Egentlig pudsigt at socialdemokraternes alternative budgetforslag først ser dagens lys, efter vi 27 andre kommunale politikere har indgået budgetforlig? Jeg synes mest det ligner en ”gratis omgang”, bl.a. fremsat på bekostning af kommunens økonomiske sikkerhed.

Anne Mette Bang Rasmussen
Byrådsmedlem (V), Herning Kommune

Bredt flertal står bag budgettet for 2017 i Herning Kommune

Nyt fra Byrådsmødet 13. September 2016

Jeg advarer dig, dette bliver et af de helt lange nyhedsbreve, da det omhandler det (de) kommende års budget. Og der er meget godt at fortælle om! Jeg har ”drysset” overskrifter ned gennem nyhedsbrevet, så du hurtigt kan få overblik over de områder som specielt har din interesse. Jeg omtaler en del af budgettet herunder, hvis du vil læse hele budgetforliget finder du det HER.

Tilbage til byrådsmødet i aftes, hvor der var i alt 27 sager på dagsordenen, det absolut største punkt på mødet var 1. behandling af budgettet.

Bredt flertal står bag budgettet for 2017
Torsdag i sidste uge, nåede 27 af byrådets 31 medlemmer frem til et budgetforlig for 2017 – 2020. Socialdemokraterne valgte at stå udenfor budget. I disse dage er budgettet i høring. Budgettet bliver endelig vedtaget den 11. oktober 2016.

Budgettet afspejler at vi har en økonomisk sund og robust kommune. Vi har befolkningstilvækst som gør, at vi ikke er nødt til at ”spare os ind” i det kommende budget år, hvilket mange andre kommuner oplever.

Som jeg tidligere har beskrevet i mine nyhedsbreve, har vi dog på to områder, gennem et par år, haft svært ved at få budgetterne til at nå sammen. Nemlig på handicap- & psykiatriområdet samt det specialiserede børneområde (anbringelser, enkeltsager o.s.v.).

På begge områder er der derfor igangsat ændringer, som vil rette op på økonomien. Vi tror på at nye måder at løse opgaverne på, er vejen frem til at få balance i budgetterne, og derfor er vi i partierne bag budgettet enige om ikke at tilføre flere midler til de to områder.

Ændringer i måder at handle og tænke på, er vejen frem for at få budgetterne rettet op
På handicap & psykiatrien har vi tillid til, at den igangsatte handleplan får budgettet i balance ved udgangen af året. Når vi dette mål, er der i budgettet for 2017 afsat 9 mill. for at afvikle gammel gæld på området.

På det specialiserede børneområde arbejder vi fra 2016 –  over hele kommunen – efter ”Herningmodellen”, som kort fortalt betyder at vi i højere grad sætter ind med tidligere indsats og hyppigere kontakt til udsatte børn. Vi ved – fra pilotprojekter – at tidlige indsatser i høj grad forhindre problemer i at vokse sig store for børnene, og tilsvarende økonomisk tunge for kommunen. Vi kan allerede nu se at udgifterne er begyndt at falde. Vi undgår flere dyre og langvarige anbrinelser og hjælper bl.a. i højere grad barnet og familierne i hjemmet. Det bliver dog et længere og sejt træk at få budgettet i balance, og vi må regne med at skulle frem til 2020 inden vi når helt i mål og genfinder balancen i budgettet.

4 millioner til mere forebyggelse
Frem for udvidelse af drift budgetterne på ovenstående områder er der afsat 4 millioner til nye konkrete initiativer, som skal hjælpe udsatte/sårbare unge til at få et godt liv og blive selvforsørgende. Det er en gruppe i samfundet som tidligere har ”svævet” rundt mellem forskellige afdelinger/forvaltninger. Fremadrettet skal der være fokus på sammenhæng og ingen skal opleve at falde ned ”mellem to stole”

15 millioner til sundhedsløft på ældreområdet de kommende 4 år
Regeringen ønsker på tre konkrete områder at løfte indsatsen over for ældre borgere og kronikere. I alt har Herning Kommune via bloktilskuddet fået tilført 15 mio. kr. i årene 2017-2020. Disse penge vil gå til et efteruddannelse af de kommunale hjemmesygeplejere, til akutfunktioner i hjemmeplejen, og til initiativer vedrørende kronikere og lungesatsning.

14 millioner til udvidelse af rehabiliteringscentret i Herning – REHAB
Flere og flere borgere har efter (tidlig) udskrivelse fra sygehuset behov for et rehabiliterende ophold på REHAB, før de kan vende tilbage til eget hjem. For at kunne løfte den stigende efterspørgsel har vi afsat midler til udvidelse af REHAB i 2018/2019.

15 mill. til erhvervsfremme – en investering i viden og fremtidige jobs
De kommende to år er der afsat 15 mio. kr. til at støtte konkrete projekter, som har til formål at skabe de bedst mulige rammer for fortsat vækst og udvikling i de lokale virksomheder.
Et eksempel på et projekt er Center for Forskning og Uddannelse (CFU) i tilknytning til det nye sygehus i Gødstrup. Centret vil rumme laboratorie, forsknings- og uddannelsesfaciliteter. Et center som der arbejdes på at etablere her, vil bidrage til at sikre meget høj faglighed blandt læger. En sidegevinst til et forskningscenter er høj grad af konferenceaktivitet og vil dermed skabe yderligere jobs i området.

5 millioner til rekruttering og fastholdelse af det vigtigste ”grundstof” på vores folkeskoler – lærerne
I Herning Kommune arbejder vi konstant for at tilbyde folkeskole af høj kvalitet. I disse år er der et stort generationsskifte blandt lærerne rundt på vores skoler. Som følge af Folkeskolereformen er der også behov for at opkvalificere lærer i liniefag, det betyder, at der bruges en del vikarer. Der er brug for stabilitet i lærerstaben og vi vil derfor gøre en ekstra indsats for at sikre rekruttering af lærere og efterfølgende fastholde lærerne i deres job. Derfor er der i de kommende 4 år afsat i alt 5 millioner til dette arbejde.

Sikre skoleveje har høj prioritet
I budgetårene er der tilsammen afsat 2,2 mio. kr. til belysning af cykelstier ved Skibbild-Nøvling og i Snejbjerg, forlængelse af cykelstien ved Skalmejevej i Sunds, og en grussti til cyklister ved Aulum.

– også øget trafiksikkerhed i Kibæk
Derudover afsættes 150.000 kroner til etableringen af en såkaldt ”buslomme” i Kibæk, som skal øge trafiksikkerheden omkring skole, hal og dagisntitution.

Løbende vedligehold af skoler – 8 millioner
Da vi geografisk er en stor kommune, har vi mange skoler og haller og disse kræver løbende vedligeholdelse. Der er  i 2017 og 2018 afsat i alt 8 millioner til formålet.

Forskønnelse af center- og omegnsbyer
I de seneste to år har vi haft  2 x 2 mill. til brug ved forskønnelsesprojekter i center- og omegnsbyerne. Disse penge har været til stor gavn og glæde, det højner standarden i vores byer. Derfor afsætter vi i budgettet yderligere to mio. kr. i både 2018 og 2019 til samme formål. Lokalt arbejder vi i Kibæk med en centerbyplan der er der indledende arbejde til mulige forskønnelses-projekter.

Investering i folkesundheden: Penge til idrætshaller og -anlæg
I budgettet er der i de kommende 4 år afsat omkring 30 mill. til etablering af idrætsanlæg, haller og 6 millioner til kunstgræsbaner rundt i kommunen. Lokalt glæder jeg mig over at Kibæk er en af de 3 byer der kan se frem til en kunstgræsbane.

Regelforenkling og afbureaukratisering, ja tak mere af det!
I foråret blev der på byrådets opfordring, igangsat en større process, hvor alle kommuneale afdelinger blev bedt om at komme med forslag til regelforenkling og afbureaukratisering. Altså forslag som kunne bidrage til ”mindre papir og mere frigjort tid til andre opgaver”. Set i lyset af, at vi fik mere end 300 forslag retur, har vi besluttet at mulighed for at ”anmelde” når noget kan gøres mere enkelt – og fornuftigt, skal gøres permanent.

Var det alt om budget?
Ovenstående er uddrag af det samlede budgetforlig – vil du læse det fulde forlig, så kan du som sagt finde det HER

Øvrige punkter på byrådsmødet:
Efter 1. Behandling af budgettet havde vi i alt 17 sager vedr. foreløbige og endelige beslutninger til lokalplaner og tillæg til kommuneplaner, som bl.a. omhandlede nye boligområder, planlægning for nye erhvervsområder og planlægning for udvidelse af sportscenter Herning i Holing.

Satspuljemidler skaber mulighed for forebyggende projekter
Satspuljemidler er penge som kan søges hos staten til forebyggelsesprojekter i kommunen. Vi har meget vågne forvaltninger som på byrådsmødet fik stor ros for at de ofte lykkes med at få satspuljemidler til kommunen. Derfor kunne vi på byrådsmødet i aftes behandle og igangsætte følgende projekter som har opnået satspuljemidler:.

”længe leve livet” kr. 146.340.
Bruges på projekter, der kan øge livskvaliteten på fem plejecentre i kommunen

”Kommunal alkoholbehandling af dobbeltbelastede borgere” kr. 1.410.908.
Dobbeltbelastede borgere er borgere med alkoholafhængighed og en psykisk lidelse

”Stepping stones” kr. 294.613
Forebyggende hjælp til forældre med handicappede børn, bl.a. i forhold til at begrænse risikoen for at søskende til den handicappede oplever mistriivsel eller får sociale problemer.

Frigivelse af anlægsmidler til Herning Krisecenters flytning til nye lokaler.
I budgettet for 2015 blev det besluttet at Herning Krisecenter skulle have nye lokaler da de nuværende er forældede og nedslidte. I alt 6 mill. er nu frigivet til at indrette Valdemarsvej 20 til kommende krisecenter.
Det var alt for gårsdagens byrådsmøde. Beklager at jeg har svært ved at fatte mig i korthed, men jeg synes især budgettet indeholder så mange gode tiltag, som jeg gerne vil oplyse dig om.

De bedste hilsner – på nok en varm efterårsdag

Anne Mette Bang Rasmussen
Byrådsmedlem (V)
Herning Kommune

byrar@herning.dk

Nyt fra byrådsarbejdet

Budgetforhandling 2017
De seneste to dage har jeg sammen med resten af byrådet, deltaget i efterårets budgetkonference. Her præsenteres vi for en bred vifte af nye projekter som vi tror på kan medvirke til både vækst og udvikling i kommunen, nye anlægsønsker og status på allerede budgetterede anlægsprojekter. Vi har desværre også nogle økonomiske udfordringer på driften, disse er blevet grundig belyst og vi har drøftet løsningsforslag til at få driftsbudgetterne i balance.

I de enkelte partier sætter vi retning for; hvad er vigtigt at fremme? Hvad skal vi have fokus på? Hvordan udvikler vi bedst kommunen?

I den kommende tid foregår budgetforhandlingerne mellem gruppeformændene for de enkelte partier og borgmesteren. Jeg glæder mig til at kunne sende endnu en mail til dig, når budgettet er på plads. Du hører nærmere…

Masser af mer’ politik – på landsplan
Om du er på Facebook, hører radio, ser TV eller læser avis, bliver du sikkert bombarderet med Regeringens forslag til en “helhedsplan” for Danmark I balance. Jeg har ikke nået at læse hele oplægget igennem endnu, men glæder mig over at der bliver lagt op til ændring på flere vigtige områder:

• at det skal kunne betale sig at arbejde for de lavest lønnede
• at vi skal have mere konkurrencedygtige vilkår for vores virksomheder
• at ekstra 1 mia. årligt prioriteres til velfærd for ældre/sygdom
• at SU’en ændres, så man må tjene mere ved siden af, lån gøres rentefri og stort afdragsfradrag de første tre år som nyuddannet

Jeg håber der kan findes flertal for fornuftige løsninger som kan sikre flere folk arbejde, får flere unge i gang med uddannelser og generelt mere gang i væksten ude i erhvervslivet.

Og så lokalpolitik igen – kort fra aftenens byrådsmøde (32 punkter på dagsordenen)
se evt. hele dagsordenen her:

Omegns- og Centerbyerne i Herning Kommune bliver forskønnet
Der er afsat 2 mill. I 2016 og det samme i 2017 til at forskønne vores omegns- og Centerbyer. Der blev på byrådsmødet i aften frigivet 1.4 mill af disse til konkrete projekter i bl.a. Sunds, Lind og Aulum. (Læs evt. detaljeret om projekterne i dagsordenen pkt. 207).
De sidste 0.6 mill + 2 mill. I 2017 reserveres til kommende projekter i bl.a. Vildbjerg og Kibæk som med stor engagement fra borgere har udarbejdet centerbyplaner. Sdr. Felding står også overfor at skulle i gang med en Centerbyplan og kan derefter også søge om ”forskønnelsesmidler”

Ny kommuneplan – som du også kan være med til at sætte præg på, til lokale borgermøder
For 12 år ad gangen udarbejdes der en overordnet plan for Herning Kommunes udvikling (og den tilpasses hvert 4. år for konstant at følge udviklingen).
Helt lokalt er det sikkert interessant for dig, hvordan vi forestiller os at Kibæk skal udvikles med nye boligområder, rekreative områder og hvor evt. erhverv kan etablere sig.
Du kan se udkastet til kommuneplanen her:
– se under punkt 128, find Kibæk på side 51. Vil du gerne have mulighed for at stille spørgsmål til planen eller evt. komme med input, vil jeg opfordre dig til at møde op til borgermødet vedr. kommuneplanen, som bliver afholdt i Kibæk Krydsfelt onsdag den 30. november kl. 19.30 – 22. (Se datoer for borgemøder i øvrige byer på side 5).

Nye vindmølleplaceringer, byregion Herning/Ikast og udnyttelse af sygehusgrunden
Kommuneplanen indeholder også udpegning af nye mulige vindmølleområder (2 stk.), ligesom et afsnit beskriver hvordan vi arbejder sammen med vores nabokummune for en højere grad af samarbejde/sammenhæng mellem Herning og Ikast om mulighed for på sigt blive en “sammenhængende byregion”. Du kan også læse mere i kommuneplanen om hvilke tanker vi gør os om at udnytte sygehusgrunden efter 2020, til en blanding af bolig, kultur og uddannelsesområder.

Erhvervsgrunde – hvor er der efterspørgsel?
Kommunen oplever en øget efterspørgsel efter udvikling af erhvervsgrunde både ved sygehusbyggeriet i Gødstrup og langs motorvejen. Derfor er der i forbindelse med revidering af kommuneplanen, i flere byer, reduceret på arealet af erhvervsgrunde. Disse er bl.a. flyttet til bl.a. erhvervsområdet v. Aulum, der kommer til at ligge tæt på motorvejen. Ligesom der bliver planlagt et muligt erhvervsområde ved det nye sygehus (her er det hovedsageligt leverandører til sygehussektoren som har vist interesse).

Flytning af erhvervsområder til ovennævnte placeringer forhindrer IKKE at der senere kan etableres erhvervsgrunde andre steder i kommunen. Vi har konstant fokus på at følge med efterspørgslen fra erhvervslivet, for at sikre arbejdspladser i kommunen og tilføre nye.

Blæst om en foreløbig vedtagelse af 5 nye vindmøller v. Stakroge/Sandet
En foreløbig vedtagelse af et vindmølleprojekt, med mulig opførelse af fem 150 meter høje vindmøller på Timlundvej, endte med at fylde utrolig meget på byrådsmødet.
Det til trods for at det kun var en foreløbig vedtagelse som sendes ud i høring i lokalområdet, inden den endelige beslutning om godkendelse af projektet træffes.

DF, Dansk Samling og Socialdemokratiet er imod projektet – de to førstnævnte er generelt imod opførelse af vindmølleparker på land, hvorimod Socialdemokraternes modstand mod vindmøller i høj grad går på bekymring for lavfrekvent støj, og de vil kun støtte projektet hvis der tilføjes et øget afstandskrav på 1000 meter til nærmeste beboelse. (Lovbestemt afstandskrav er 4 x møllens højde, i dette tilfælde 600 meter, som opfyldes).
Der var dog et flertal som stemte for projektet og derfor bliver det nu sendt ud i høring og der inviteres til borgermøde i lokalområdet i september.

Det var alt fra mig for denne gang – du hører fra mig igen når vi har lukket budgettet for 2017.

Engagement giver mig energi!

I aftes afholdt vi det sidste byrådsmøde inden sommerferien, med kun 27 sager, heraf 6 på lukket dagsorden. Herunder udvalgte punkter…

Kan vi holde budgetterne i kommunen?
Hver 3. måned gøres der status på budgetterne. På tirsdagens møde fik vi forelagt budgettal fra 1.1 – 31.3. Budgettet ser ud til at følge planen, dog er der to områder der af forskellige grunde har svært ved at overholde det planlagte budget. Psykiatri & handicap samt det specialiserede område for børn og familie. Der arbejdes med en balanceplan på begge områder, som skal – som ordet antyder – ”skabe balance i budgettet” (forsøge at mindske udgifterne i de kommende måneder).

Masser af billigere almen nyttige boliger på vej i Herning Kommune
Definitionen på en ”almen nyttig bolig” er en lejebolig opført af et boligselskab med kommunalt/statslig støtte. Derved kan boligforeningerne opføre boligerne billigere med lavere husleje til følge. Kommunen får som ”tilgift” for støtten, anvisningsret (ret til at få et antal udsatte/syge borgere foran i boligkøen) til en fast aftalt procentdel af boligerne.
De seneste år har boligforeningerne i Herning renoveret en del lejeboliger, der hvor det var tiltrængt. Det har højnet boligstandarden, men desværre også huslejen. Dermed er billigere boligerne til sårbare borgere/socialt udsatte/flygtninge/unge blevet en mangelvare.
Efterspørgslen i Herning by er størst og her forventes de fleste boliger opført. Dog arbejdes der også med planer om at opføre 25 boliger på ”Alfa” grunden i Sunds, (En større grund der gennem en årerække har stået tom i Sunds midtby).
Der er allerede nu gang i flere udviklingsprojekter i forsøg på at skabe billigere boliger. Der arbejdes bl.a. med et boligprojekt målrettet socialt sårbare borgere i samarbejde med interesseorganisationen SIND, ligesom der er dialog med Blå Kors i Bethaniagade om nye rammer for varmestuen og ”skæve boliger” for socialt udsatte.
Almen nyttige boliger bruges også ofte til at starte byudvikling i nye områder og her tænkes der bl.a. i muligheden for at etablere nye ungdomsboliger/familieboliger på sygehusgrunden (Herning+) når sygehuset flytter og der skal findes ny anvendelse for grunden/bygningerne. Kommunen er i dialog med flere boligselskaber og de ca. 200 nye almennyttige boliger forventes opført i perioden 2017 – 2021.

Kunststofbane i Sunds
På byrådsmødet blev der frigivet 1,5 mill. til medfinansiering af en kunststofbane i Sunds. Projektet har en samlet etablerings sum på 3,5 mill. Sunds IF vil ved hjælp af bl.a. opsparing i foreningen, fondsmidler, grøn ordning tilskud og kontingentstigning finansiere det resterende beløb. Godt gået af Sunds. Et godt eksempel på at lokalt engagement belønnes.

Kommunal ejendom på Knudsvej 10-12 kan ombygges af flygtninge – men måske kommer der ikke så mange som vi forventer?
Der er frigivet midler til ombygning af en kommunal bygning på Knudsvej med start august. Ombygningen betyder, at bygningen efterfølgende kan anvendes til midlertidige boliger for flygtninge. Planen er at flygtninge selv deltager aktivt i ombygningen, i stil med tidligere projekt på Sebbesandvej.
Staten udmeldte dog sidste uge, at de nedjusterer det forventede antal flygtninge. Tidligere har vi fået udmelding på at Herning Kommunen skulle modtage omkring 300 i år. Til dato er der kun ankommet 49 personer. De nye nedjusterede tal er endnu ikke offentliggjort. Sker der større ændringer vil ombygningen af de midlertidige boliger på Knudsvej blive udskudt.
Ellers melder beskæftigelsesafdelingen – som har ansvar for flygtningeintegrationen – at de møder stor velvilje fra kommunens virksomheder til at tage flygtninge ind på praktikophold. Pt. Er 125 flygtninge ude i praktik i kombination med danskundervisning på ”Lær dansk centret”. Dejligt at så mange virksomheder byder ind og tager aktivt medansvar for integrationen.

Og så helt lokalt – borgermøde i Kibæk vedr. Centerbyplan
Mandag aften var jeg til borgermøde i Kibæk. Emnet var udarbejdelse af en Centerbyplan for Kibæk. Hvordan skal vores by udvikle sig i de kommende år?
Der var et flot fremmøde og det var dejligt at mærke det store engagement. Der blev talt om fremtidige boligområder, alternative boligformer, mulig udvikling af stationsbygningen, stationspladsen og forskønnelse af Jernbanegade ved parkeringspladsen. Der var også forslag til mere aktivitet i området omkring børnesøen, etablering af alternative overnatningsmuligheder i spændende sheltere. Og så var der forslag til markedsføring – både digitalt og på tryk men ikke mindst hvordan vi som borgere kan sprede budskabet om at Kibæk er en rigtig god by at bo i, til vores eget netværk af familie, kolleger og venner.
De forskellige input fra mødet bliver nu samlet og efter sommerferien tager Lokalrådet bolden op, og arbejder i forskellige interessegrupper videre med det mål at få realiseret nogle af de mange gode idéer. Et lokalt byggefirma har forøvrigt købt ejendommen hvor Brugsen lå. Ejeren medbragte tegninger til mødet, over et planlagt boligbyggeri, som skal opføres på grunden. Det vil give et rigtig godt løft til Bredgade og måske endda inspirere andre husejere i gaden til at istandsætte nedslidte boliger. Jeg tog meget glad hjem efter mødet, det var godt at mærke, at så mange borgere virkelig VIL Kibæk. Det giver mig energi!

Du kan forøvrigt se udkast til centerbyplanen her: https://www.dropbox.com/sh/3erljwgnt1m832d/AACTp-lpnMfDToboCyU6l8tCa?dl=0

Det var juni måneds nyt herfra.

Jeg ønsker dig en rigtig god sommer – forhåbentlig fuld af sol & varme.

De bedste ønsker fra
Anne Mette Bang Rasmussen

Kan man med god samvittighed både udvikle og afvikle?

Nyt fra mit arbejde med lokalpolitik – 18. Maj 2016

Foredrag “kvalitet i dagtilbud”
Jeg er netop kommet hjem fra et interessant foredrag med den engelske forsker Brenda Taggart. Hun har gennem 17 år forsket i betydningen af kvalitet i dagtilbud for 3 – 5 årige. Helt tydelige resultater viser, at høj kvalitet i dagtilbud har enorm betydning for børns evne til at lære at læse, regne og ikke mindst begå sig godt socialt, hele vejen op gennem skoletiden.
Samtlige ansatte i daginstitutioner/dagplejere i Herning Kommune var inviteret til foredraget og mere end 500 ansatte havde takket ja til at deltage. For mig som politiker, gav det stof til eftertanke og bekræfter mig i hvor vigtigt det er at vi har fokus på de mindste borgere i kommunen, så de får de bedste startbetingelser for at klare sig godt i skolen og resten af livet.

Årets kulturpris i Herning Kommune
Umiddelbart inden byrådsmødet i aftes, var der overrækkelse af årets kulturpris. Siden 1990 har Herning Kommune hvert år uddelt kulturprisen som en anerkendelse til borgere, som har udvist et helt særligt engagement og ydet en helt særlig indsats for kulturen i kommunen.
Kulturprisen gik i år til Niels Overgaard der er “bidt af Jazz” og ligger et stort arbejde i at fremme kendskab til jazz. Ligesom Niels b.la. Er formanden for foreningen som arrangerer Jazz på Fermaten og bruges som anerkendt jurymedlem inden for jazzgenren. Stort tillykke med prisen til Niels Overgaard.

Byrådsmøde den 18. Maj
På trods af i alt 39 sager på dagsordenen, blev byrådsmødet ikke en lang affære. En stor del af de mange sager vedrørte lokal- og kommuneplaner, som alle har til formål at planlægge både privat- og kommunalt byggeri, placering af rekreative områder samt tilladelse til et alternativ energiprojekt. Kort og meget godt – det er en driftig kommune vi bor i!

Kan vi – i kommunen – sikre os mod skatteunddragere?
SF havde stillet forslag om at pålægge kommunen at undgå at handle med eller investere i selskaber eller virksomheder der benytter eller bidrager til skatteunddragelse. Dette forslag gav en lang debat i byrådssalen. Alle var enige om at skattesnyd skal undgåes. Men hvordan man vi som kommune sikre os mod et fænomen, som selv told og skat ikke magter at sikre sig mod? Forslaget blev i den stillede form afvist, men der ses på mulighederne for at indarbejde hensigten – at undgå skatteunddrager – i kommunens finansielle politik.

Vil kommunes indbyggertal stige med 10,4% over de kommende 15 år?
Et punkt på dagsordenen var en revideret befolkningsprognose. Prognosen anslår at kommunen over de kommende 15 år vil få 10,4% flere indbyggere og bruges bl.a. til at give en pejling af pladsbehovet  i daginstitutioner, på skoler, plejehjem etc. i årene frem. Ligeledes har befolkningsprognosen stor betydning for kommunens indtægter og udgifter. Er du interesseret i at se en prognose over hvor hurtig din by vokser, kan du finde befolkningsprognosen her: politik.herning.dk

Flere billigere boliger i Herning Kommune
På vores budget konference i april blev det besluttet at arbejde for at sikre flere billigere boliger i kommunen, bl.a. gennem kvoter til boligforeninger. Der er behov for flere ungdomsboliger, seniorboliger, og ikke mindst boliger til folk med særlige behov. Boliger af fornuftig kvalitet og til lav pris, hvor det er muligt at bo selv med meget lav indkomst. Geografisk vil vi forsøge at sikre en fornuftig spredning af de forskellige boligtyper over hele kommunen. Ovenstående beslutning er blevet beskrevet som en målsætning om en bred boligpakke. Konkrete planer for forskellige boligtyper kommer på de følgende byrådsmøder i løbet af sommeren.

– og så til noget som ikke var på dagsordenen men et spørgsmål som jeg ved fylder hos mange mennesker…

Kan man med god samvittighed både udvikle og afvikle?
Besparelser på handicapområdet som blev besluttet i 2015, og som i disse dage føres ud i livet tiltrækker sig selvfølgelig opmærksomhed fra berørte borgere. Det afføder også Facebook bemærkninger, bl.a…. “Men de har heldigvis råd til ny belægning i gågaden til X antal millioner….” skrev en af mine venner på Facebook.
Jeg forstår godt det kan undre – tager man bare med den ene hånd og giver med den anden…?
Nej, det vil jeg forsøge at forklare. Helt simpelt kan man sige at en kommunes årlige budget består af to poser penge. Én til drift (plejehjem, skoler, institutioner, lønninger e.t.c.) og én til anlæg (nybyggeri, anlæg af nye veje, belægning etc.). De to posers indhold kan og må ikke på nogen måde blandes eller lånes fra den ene til den anden. I så fald vil vi som kommune blive straffet økonomisk af finansministeriet.
Gennem de seneste år (under krisen) har både den nuværende og forrige regering givet et forhøjet anlægstilskud, for at opretholde arbejdspladser og give mulighed for bl.a. erstatningsbyggeri af plejehjem, skoler og institutioner. Altså flere kroner i anlægsposen, noget som vi i høj grad i Herning har nydt godt af. Hvor meget der skal fyldes i de to poser de kommende år, skal der forhandles om i løbet af sommeren. Forhandlingerne foregår mellem KL (kommunernes Landsforening) og regeringen.
Og P.S. Kloakrørene i Hernings gågade er totalt udtjente, så hvis ikke kloakvandet skulle sive under huse og veje var der ingen vej tilbage – og pengene hertil, ja – de er taget op ad ”anlægsposen”. Håber ovenstående gav lidt klarhed over prioriteringerne.

Det var alt for denne gang

De bedste forårshilsner fra
Anne Mette Bang Rasmussen

Budgetter, enklere regler og udvikling i Herning Kommune

Efter et par dage med hhv. budgetkonference, byplanmøde og byrådsmøde vil jeg igen lige give en kort statusopdatering fra byrådsarbejdet.

Budgetkonference
2 gange årligt samles hele byrådet med temaet budget – forår og efterår. På forårsmødet følges der op på sidste års budget – hvordan er det gået med økonomien? Passer pengene?

Ja og nej. Samlet set er der brugt mindre end forventet, men der er to områder, hvor økonomien er svær ”styrbar”. Det drejer sig om Social- og sundhedsområdet samt Børn- og familieområdet (specialområdet). På begge områder arbejdes der med omstruktureringer som forhåbentlig vil påvirke budgettet for 2016 i positiv retning – samtidig med vi stadig skal løse de samme opgaver på bedste vis. De områder som ikke har brugt hele budgettet overfører så vidt muligt restbeløbet til 2017.

Regelforenkling
Jeg har tidligere skrevet om byrådets ønske om at regelforenkle. I årets første måneder blev samtlige medarbejdere i kommunen opfordret til at skrive ind med bud på forenkling af arbejdsgange, så unødig bureaukrati kan afskaffes.
Det har resulteret i mere end 300 indkomne forslag (heraf dog en del gengangere). Dejligt at ledere og ansatte har meldt tilbage i stor stil. Nu er mit håb at det også kan mærkes, at der tages hånd om de mange forslag. Planen er at ca. 1/3 af forslagene implementeres her og nu, den næste 1/3 kræver lidt mere forberedelse men forventes også at blive igangsat i løbet af året. Den sidste 1/3 er i højere grad forslag som afslører mangel på kommunikation/misforståelser, men dette vil der også blive taget hånd om.

Kort om byrådsmøde den 26. april 2016.

Udvikling og muligheder
En del sager var foreløbige vedtagelser på lokalplaner vedr. nye boligområder. Så stadig godt gang i udvikling af nye bolig og vækst af boliger. En anden foreløbig vedtagelse af lokalplan, kan muliggøre udvidelse af ishockeyfaciliteter og ny opvisningshal i Holing Sportscenter. Planen åbner også op for bedre parkeringsforhold og at indgangen til sportscentret vendes og får front mod byen.

Godkendt programoplæg til nye daginstitutioner i Vildbjerg, Herning og Kibæk
Byrådet godkendte programoplæg til ovennævnte daginstitutioner. De tre nye daginstitutioner kommer til at erstatte 7 nuværende bygninger. Siden efteråret har de involverede institutioner samarbejdet med forvaltningen om programoplæg til byggeriet.

For alle tre områder har der været et mangeårigt ønske om at bygge nye institutioner. Både fordi de gamle bygninger var udtjent, men også fordi det økonomisk og fagligt ville være bedre at bliver samlet på færre matrikel.

Samtidig vil alle tre nye institutioner blive placeret i forbindelse med skolerne, hvilket er med til at understøtte ønsket om et sammenhængende børneliv, så overgangen fra dagsinstitution til skole bliver så god som muligt. Dette giver god mulighed for samarbejde på tværs af personale-grupper, og til at tænke i fleksible løsninger der optimerer brugen af hver kvadratmeter.

Jeg glæder mig meget til at vi kan få spaden i jorden til de tre byggerier. Forventet ibrugtagning januar/februar 2018.

Flygtninge tager selv del i ombygning af midlertidige boliger.
Beskæftigelsesudvalget som er ansvarlig for håndtering af flygtningesituationen i Herning Kommune, har besluttet at ombygge den tidligere produktionsskole på Sebbesandvej i Tjørring, til midlertidige boliger. Produktionsskolen er ejet af kommunen og står p.t. tom. Kommunen er forpligtet til at tilbyde midlertidige boliger til de flygtninge der kommer her.
En stor del af ombygningsarbejdet kræver autoriserede håndværker, men i det omfang det er muligt vil flygtninge indgå i arbejdet med at klargøre de midlertidige boliger.

Nye – udvidede  – åbningstider på genbrugspladsen
Det har været et stort ønske fra borgere at kommunens genbrugspladser har længere åbent – især i weekender.
Dette ønske bliver nu opfyldt. Se de nye åbningstider på herning.dk. I Ørnhøj og Sørvad køres forsøg med ubemandede genbrugspladser.

Og helt lokalt… Etablering af nyt regnvandsbassin ved Velhustedparken Kibæk
I forbindelse med den kommende udstykning af 12 grunde (som udstykkes augst 2016), samt nye udstykninger i årene frem på Velhustedparken, vurderes det at der er brug for et nyt regnvandsbassin. Dette bassin skal også erstatte bassinet ovenfor fodboldbanerne (som sjældent er i brug). Det nye bassin placeres på vestsiden af Velhustedvej et stykke ovenfor det som erstattes. Se evt. kort ved sag nr. 121.